Det Klassiske Irland
8 dage Fra 11.134 kr.
Tør du stå helt tæt på en lodret klippekant og stirre 214 meter direkte ned i det brølende Nordatlantiske hav? Det finder du ud af, når kør-selv-ferien går til det dramatiske naturområde Cliffs of Moher et par timers kørsel fra Galway på Irlands vestkyst. Denne 8 kilometer forrevne klippekyst, hvor Irlands smaragdgrønne marker styrter i havet, får lynhurtigt Møns Klint til at blegne. Med hårrejsende vandreture, Irlands nok vildeste panoramaudsigter og et moderne besøgscenter, tør vi godt garantere en naturoplevelse ud over det sædvanlige.
Man får en fornemmelse af, at moder natur en dag fik lyst til at flå en luns af Irland. som man flår en luns af et stykke brød; Så brat og stejlt styrter Irlands smaragdgrønne græsmarker i havet her ved Cliffs of Moher - et af Irlands mest berømte naturområder. Det smager af saltvand og vinden river godt til i håret, når du står og skuer ud over havet fra toppen af O'Brians Tower, der har indtaget en majestætisk plads ved klippernes højeste punkt. Her har turister siden 1835 fået serveret et enestående panoramisk vue over landskabet. På en klar dag, når solen har druknet Nordatlantens dis, kan du se helt til fyrtårnet på Loop Head 80 km syd fra tårnet. Det er næsten som at stå på kanten af verden!
Selvfølgelig er det den mageløse udsigt, der er hovedattraktionen ved Cliffs of Moher, men det nye og moderne Visitor Center, giver virkelig oplevelsen et ekstra tvist. Her kan du fx høre mere om den gamle troubadour, der underholdt turister med sin musik i mange år, eller høre om de lokales farefulde ture ned ad klippesiden, på jagt efter fugleæg. Har du børn med, så vil de helt sikkert synes at de mange interaktive udstillinger er et hit.
Er du vandrelysten? Så er en gåtur ad den 12 km lange Coastal Walk, der strækker sig mellem landsbyerne Liscannor og Doolin i hver deres ende af klippekysten, selvfølgelig et must - men det er ikke for folk med sarte nerver. Turen går op og ned ad stejle klippetoppe og langs ujævne, afsidesliggende stier, der kryber helt tæt på kanten af afgrunden. Men belønningen er nogle af Irlands mest formidable landskaber og måske et glimt af de underholdende lunder og den pingvin-lignende alk, der sætter et livligt præg på de rå klippeomgivelser.
"Ikke langt fra Cliffs of moher finder I et andet naturligt mesterværk, THe burren Nationalpark, der er et absolut must. Besøg også the Roadside Tavern og Burren Smokehouse i Lisdoonvarna for en lækker frokost "