Aktive eventyr på toppen af Sydøen
9 dage Fra 40.258 kr.
Gyldne bounty-strande, eksotiske laguner og grønne bjerge, der rejser sig bag kystlinjen. Abel Tasman Nationalpark er populær, fordi den både giver mulighed for fysisk anstrengelse og afslapning ved stranden. Du kan tage på kortere eller længere udflugter ind i parken – enten på vandreruter eller med kajak – med mulighed for at sove under åben himmel eller i luksuriøse lodges. Abel Tasman Nationalpark er landets mindste nationalpark – og nok også den smukkeste - og derfor den mest besøgte. I højsæsonen kan der være rigtig mange mennesker.
Det er et uforligneligt hit at vandre den eksotiske Coastal Track – eller dele af den – de 51 km langs med kysten. Turen tager 3-5 dage, hvor du bliver forkælet med smukke naturscenarier. Mens du griller din aftensmad, kan du opdage delfinerne springe i bugten. De fleste steder på Abel Tasman Coastal Track er underlaget blødt og lækkert, og stierne velholdte i det kuperede kystterræn. Enkelte gange kan du risikere at få våde fødder, når du skal krydse en bugt eller skyde en genvej ved lavvande. For at se Abel Tasman fra en anden vinkel kan du tage Inland Track ind i parken, eller tage en afstikker til Cleopatras pool, der tilbyder badning i klipperne.
At vælge den bedste sandstrand i Abel Tasman Nationalpark kan ikke lade sig gøre – for langs kysten vil du komme rundt til den ene strandperle efter den anden med klart blåt vand at bade i. Stilwell Bay og The Anchorage er begge mulige at nå via Coastal Track, og de to strande er med sin naturlige skønhed, gyldne sand og den frodige skov, der omgiver stranden, nogle af de smukkeste. Ikke langt fra The Anchorage ligger Te Pukatea Bay, der også tilbyder smukke udsigter, mulighed for overnatning i det fri og skøn afslapning på stranden.
Bemærk: Husk at booke plads i hytterne eller på teltpladserne, inden du tager afsted.
"Nelson, byen med flest solskinstimer i New Zealand, er et godt sted for ture ind i Abel Tasman. Oplev masser af lokal kunsthåndværk eller hyg dig med områdets store udvalg af aktiviteter fx kajak, cykelture eller faldskærmsudspring."
- Jens, New Zealand-specialist og Produktchef