Fiordland Nationalpark

Oplev smukke uberørte naturområder og stille fjorde

Så langt øjet rækker er det natur. Det er natur med høje, til tider sneklædte, bjerge, dybblå søer, grønne regnskove og dybe, stille fjorde. I Fiordland Nationalpark, der er på størrelse med Jylland, finder du de virkelig store uberørte naturområder krydret med udsigter, der får dig til at tabe kæben. I parken ligger flere af New Zealands mest berømte og populære vandreruter, og det er også her, du kan opleve de smukke Sounds, hvor turistbådene patruljerer. I Fiordland Nationalpark falder op mod 8 meter regn om året, men nedbøren sørger for at holde skovene tindrende grønne og vandfaldene brusende.

Inspiration

Vandreruter i Fiordland Nationalpark

Der er hele tre ”Great walks” i Fiordland Nationalpark – Milford Sound, Routeburn og Kepler. Det er alle hårde og krævende ruter i tæt regnskovsbevoksning og i meget kuperet terræn. Milford Track bærer den stolte uofficielle titel af at være den smukkeste vandretur i New Zealand. Især udsigtsstederne til de store vandfald er med til at give turen en ekstra dimension. Alle turene er meget populære og med begrænsninger, så du skal booke hjemmefra i rigtig god tid. Rundt om i nationalparken er også nemmere ruter, hvor du stadig oplever nationalparkens storslåede natur med regnskov, søer og bjerge.

Doubtful Sound og Manapouri Lake

Doubtful Sound bliver også kaldt ”the Sound of Silence”. Her kan du virkelig fortabe dig i den dybe, stille ro midt i skønne, uberørte naturområder. Sejl ud på smukke kajakture – eller tag med en turistbåd på dagstur eller med overnatning på den stille, smukke fjord, der undervejs fra Deep Cove til havet lokker med flere fremragende vandfald. For at komme til Doubtful Sound skal du via Manapouri Lake, der bliver betegnet som en af nationalparkens smukkeste søer.


" Tip: Routeburn brillerer med bjerglandskaber, vandfald og hytter med eminente beliggenheder. Brug lidt ekstra kræfter på at nå toppen af Mount Key, hvor du bliver belønnet af en eminent 360 graders udsigt ud over Hollyford dalen "

- Alan, rejsespecialist i Lyngby


Kort

Vis på kort