Med i bagagen: En minihårbørste

CEO og Bjergbestiger Stina Glavind

"man skal rejse for at få perspektiv på livet"

I serien "Med i Bagagen" kan du møde mennesker, der har turde rejse og opleve verden på en anden måde. Hør hvad rejserne har givet dem med i bagagen, og hvad det har betydet for deres liv og virke.

CEO i FDM Stina Glavind har besteget de højeste toppe på verdens syv kontinenter inkl. verdens højeste bjerg Mount Everest. Noget, som kun i omegnen af 500 mennesker i hele verden har gjort før hende. For Stina handler bjergbestigning om at skubbe grænser og at have en ventil for hverdagen. Og så er det på toppen af bjerget, at hun får livet i perspektiv. Hør, hvad rejsen op ad de mange bjerge har givet hende med i bagagen.

Tårerne løber ned ad kinderne på hende, og hun kan næsten ikke være i sin egen krop. Det er den 14. juli 2011 og klokken er 8.08 om morgenen. Hun står i 4.884 meters højde på toppen af bjerget Carstenz Pyramide i Ny Guinea omgivet af golde klipper og en lille smule sne og is.

Det har taget ca. 11 timer at bestige bjerget ”på god klippe med fixreb og et par gode udfordringer undervejs”.

Der er ingen andre lyde end vindens susen og jubelgrinene fra de fire øvrige mellemmer af ekspeditionen og de to lokale ekspeditionsledere.

Luften er frisk og ren! Stilheden her på toppen står i stor kontrast til de mange lyde og lugte, der har fulgt dem i den ret uvejsomme jungle, som de den seneste uge har vandret igennem - helt gennemblødt i silende regn og med mudder op til lårene. Det er en anden oplevelse, end at vandre på sne og is.

Her fra toppen betragter hun junglelandskabet for bjergets fod og forsøger at tage det hele ind. Hun kan se minen i det fjerne, som egentlig tilbyder den hurtigste vej til bjerget, men som myndighederne forbyder adgang til. Historierne om bjergbestigere, der har forsøgt at smugle sig igennem på lastbiler og er blevet fanget af bevæbnede vagter, er talrige. 

Det er også underligt at tænke på, at gruppen for en lille uge siden befandt sig midt i stammelandsbyen dernede i vildnisset uden at vide, om de var købt eller solgt.

Omgivet af bålrøg, slagtede grise og festglade børn og voksne stod de og ventede på, at stammelederen, som den benhårde dommer i Robinson Ekspeditionen, skulle afgøre om de håbefulde bjergbestigere kunne fortsætte mod bjergets top eller om de måtte sendes hjem med uforrettet sag – hvilket ikke sker sjældent. Det har noget at gøre med om pilene peger i den rigtige retning, om stammelederens fornemmelser, humør og så størrelsen på betalingen, han bliver tilbudt.

Heldigvis havde Stinas gruppe fået lov til at passere og havde hastet videre ind i junglen, før stammelederen fandt på at ombestemme sig – hvilket også sker ofte.

Der er et vildt hav af følelser, der bruser gennem kroppen, imens hun står her på toppen. Glæde. Eufori. Lettelse.

Ikke kun fordi turen op ad Carstenz Pyramide i sig selv har været spændende og bl.a. kræver ret hård klatring, og at man virrer sig over en dyb kløft. Men for Stina er præcis denne top kulminationen på et vanvittigt projekt, som hun har været 5 år og 8 dage om at gennemføre.

For Stina er toppen af Carstenz Pyramide nemlig den sidste bjergtop af de syv, der indgår i det, man kalder for The Seven Summits eller Bass- og Messner-listens Syv Toppe.

En udfordring, som under 500 mennesker – heraf blot 5 andre danskere – er kommet i mål med og som består i at bestige de højeste tinder på verdens syv kontinenter. Herunder verdens højeste bjerg, Mount Everest, Mount Vinson på Antarktis, Denali i Alaska, Aconcagua i Argentina, Elbrus i Rusland og Kilimanjaro i Afrika.

Det, der rammer hende denne morgen er derfor mest af alt forløsning. Det er frugten af en mangeårig ambition, af endeløse timers fysisk træning, et utal af aftener spenderet på forberedelse, af timer og atter timers ubehag i bidende kulde, vilde storme og silende regn og lange nætter tilbragt på sne og is. Endeligt er hun i mål!

Livet i Fugleperspektiv

Det er ved at være nogle år siden, at nu 48-årige Stina Glavind, CEO i FDM, stod på den bjergtop i Ny Guinea og fejrede at hun havde gennemført udfordringen Seven Summits. Men minderne fra de mange bestigninger står stadig lige så klart som udsynet en solrig dag i 9.000 meters højde. 

Siden Stina blev mor for fire år siden til en lille pige, er der ikke blevet besteget bjerge, men det er ikke udelukket at hun indtager bjergskråningerne igen i fremtiden – måske sammen med sin datter, som hun drømmer om at tage med på Kilimanjaro, som var der, hvor hendes eget bjergeventyr startede. 

Stina har i hvert fald gemt al udstyret. Og så har hun også beholdt den lille træhårbørste på 5-6 cm, som var med på Everest og som hun børster sin datters hår med hver dag.

Som bjergbestiger tænker man i letvægt og selv en hårbørste eller en tandbørste, som man ellers skulle synes hverken vejer eller fylder, bliver gjort så lille som mulig. Hvert et gram tæller, når man bevæger sig rundt i farligt terræn og tynd luft.

At høre hende fortælle om de mange ture kan også godt give åndenød, selv om vi er tættere på vandoverfladen. 

Stina har som bjergbestiger befundet sig i situationer og tilstande, der vil få mange hardcore vildmarkstyper til at kaste rygsækken tilbage i kælderen og kravle ned under et tæppe i deres magelige sofa. 

Som halvvejs oppe på bjerget Aconcagua i Sydamerika, hvor de blev ramt af en så voldsom storm, at de i fire dage ikke kunne rykke sig hverken op eller ned og i døgndrift måtte skiftes til at forsøge at holde fast i teltene, så de ikke blev flået fra hinanden af stormen. 

Eller dengang hun levede på sne og is i bidende kulde i otte uger i Himalaya for at bestige Mount Everest, et bjerg, der hvert år tager livet af flere bjergbestigere. Særligt bekymringen, da hun på South Summit ( Den ”falske” top, man når, før man begiver sig til den rigtige top red.) skulle efterlade sin næstsidste iltflaske for ikke at bære på den ekstra vægt det sidste stykke, står stadig tydeligt for hende. For var den der mon stadig, når hun kom tilbage?

”Det er som at efterlade sit liv lige der i sneen. Man er dybt afhængig af at iltflasken stadig er der, når man kommer tilbage. Det er den, der skal få én ned ad bjerget i live. Men det sker ikke sjældent, at andre bjergbestigere tager flaskerne, hvis deres er løbet tør – og så er man altså prisgivet”

Også Antarktis’ blå is, der gav fornemmelsen af at være på en hel anden planet og en kulde, der er så gennemtrængende, at man aldrig rigtig får varmen, krævede sit.

Stina har aldrig undervejs været ved at opgive, men der har været mange gange, hvor hun har spurgt sig selv: ”Hvorfor gør jeg det her?” Især har det ramt hende, når et bjerg var besteget og turen gik hjem til bekymrede og savnede familiemedlemmer.

Svaret kom hun egentlig aldrig rigtig frem til dengang. Hun vidste bare, at efter et par måneder tilbage på kontorstolen begyndte bjergsiderne og udfordringerne at trække i hende igen. 

Men svaret er blevet tydeligere og tydeligere med årene. Fra toppen af bjergene kunne Stina så at sige betragte sit liv i fugleperspektiv:

”Det kan lyde lidt højtravende, men det har lært mig, at livet er fantastisk, og der er masser af muligheder. Jeg føler, jeg har udviklet mig ved at gøre det. Det er noget med at leve livet maksimalt og få noget ud af det. Jeg tror på, at man som menneske udvikler sig mest ved at skubbe nogle grænser og en gang imellem stille sig ud, hvor det blæser lidt og hvor der er noget ubehag forbundet med det. Dér tror jeg man lærer sig selv bedre at kende og man udvikler sig ved det. Man får nogle andre betragtninger og perspektiver på livet og særligt den hverdag, man har derhjemme. Og det synes jeg er meget berigende”

Vejen skal være målet i sig selv

Selv om Stina har beskuet verden og jordens krumning fra mange fantastiske toppe, så er det dog ikke nødvendigvis dem, som hun ynder at fokusere på. At gennemføre et projekt som Seven Summits, kræver nemlig forståelse for, at det er vejen dertil, og ikke selve toppen, der er målet:

”Jeg kan faktisk godt være i tvivl om, hvis det kun er toppen, der er målet, om man så nogensinde ville lykkes med at nå den. Det kræver jo lang træning i forhold til at klargøre sig, men også planlægning og hvis ikke man også nyder den del af processen, så tror jeg det er svært. Så bliver det simpelthen for surt og for hårdt. Man skal nyde vejen også og ikke kun sige at det eneste, der tæller er toppen”  

Du får måske 20 – 45 minutter på toppen af et bjerg, når du endeligt er kommet op, før du skal klare turen ned igen. Udsigten er ofte formidabel. Følelsen er usammenlignelig. Men hvis man kun tænker på de 45 minutter, så er det næppe sliddet værd.

At bestige et bjerg, for slet ikke at sige syv af dem, kræver en enorm grundig forberedelse. Der er fysisk og metal træning, der er planlægning, tekniske færdigheder, der skal øves og så skal der bygges en rimelig solid økonomi op, når man ikke er professionel og sponsoreret. For Stina har det krævet mange år, hvor hun har boet i en lille lejlighed og hver en krone blev sparet sammen og brugt på udstyr, rejser og træning i stedet for fx fast ejendom.

Der er selvfølgelig også de stærke venskaber, der bliver skabt undervejs, de spændende kulturmøder og muligheden for at komme tæt på lokalbefolkninger på steder, hvor mange normale turister sjældent finder vej til. Og så selvfølgelig den helt enestående natur! 

Men hvis ikke man kan finde glæde i al det hårde arbejde, der leder dertil, så kan man lige så godt pakke sneøksen væk igen.

Det samme gør sig, ifølge Stina, gældende i mange aspekter af livet. At blive topchef er også en proces og hvis man kun har toppen for øje og ikke nyder arbejdet undervejs, ja, så når man ikke toppen.

I årene hvor Stina besteg de mange bjerge var hun også godt på vej til at bygge sin karriere i dansk erhvervsliv, hvor hun i 2011 landende en chefstilling i Coop og senere blev koncerndirektør. Bjergbestigningen gav overskud og fungerede som en ventil i en hverdag, der som ambitiøs karrierekvinde, var krævende og hård:

”For mig, når man sidder og har et travlt arbejdsliv hjemme i Danmark, så er det meget befriende og nærmest meditativt det med at komme i bjergene. Dét det handler om er bare at sætte den ene fod foran den anden og så ellers holde sig sund og rask. Det er et meget simpelt liv, men det er også et meget målbart liv” 

Også i sin ledelsesstil har hun taget en del fra bjergbestigningen med sig: 

”Jeg har lært vigtigheden af at turde sætte ambitiøse mål. Forståelsen for hvor vigtigt, det er, at lave den gode plan, men også fordi at det kan være nødvendigt hvis vejret bliver dårligt eller man møder uforudsete forhindringer. Så må man ændre kurs. Og nogle gange er man som leder nødt til at vende rundt og sige: det gik ikke. Det var heller ikke den rigtige plan, jeg må gøre noget andet.” 

Vejen op ad bjergene har også givet Stina en respekt for, hvor essentielt teamwork er for succes. For kan man ikke løfte sin egen del, eller er der én i teamet, som ikke trives eller bliver syg, ja så kommer man simpelthen ikke til toppen: 

”Man skal have nogle færdigheder selv, og man skal kunne løfte sin del af læsset. Så man er selv en vigtig del i at et team hænger sammen. Man lykkes ikke på et bjerg, hvis ikke man forstår at teamet er vigtigt. Hvis du har en klatremakker på dit hold, som er syg og dårlig, så bliver du også nødt til at vende om. Så det er faktisk også i din interesse at dem omkring dig, dine kollegaer, de har det godt og trives.” 

Put noget i din rygsæk

Bjergbestigning er selvfølgelig i en særlig kategori, når det kommer til rejseoplevelser – og det er ikke for alle. Men at rejser i bred forstand kan være med til at udvikle én som menneske, er Stina slet ikke i tvivl om. 

Hvis altså du tør gøre tingene lidt anderledes, betræde stier, du ikke har prøvet før og ellers bare sætte en fod foran den anden. Det er sådan hun selv er kommet til tops – både på de syv kontinenters højeste tinder og i erhvervslivet.

”Jeg tror ikke, at bjergbestigning er det rigtige for alle, men jeg tror jo på, at det er rigtigt at gøre nogle ting, som man – i overført betydning – kan putte om i sin rygsæk som mennesker. Det handler om at være nysgerrig og komme ud at få nogle oplevelser. Hvis det samtidigt kan flytte én lidt som menneske, både give noget perspektiv, men også noget robusthed, og få én lidt ud af sin comfort zone, så tror jeg man er nået langt.”

Det handler selvfølgelig om at finde den ramme, som passer godt til hvem man er og ens livssituation og så udfolde sig derfra:
Jeg synes, man skal være nysgerrig på at prøve nyt og man skal ikke være så bange. Man skal ikke være dumdristig og træffe ufornuftige beslutninger. Men man skal ikke være så bange for at prøve at rejse til nogle lidt mere ukendte steder og prøve at gøre tingene på nogle måder, som ikke har været beskrevet 1000 gange før.