Montefioralle

En af Toscanas Smukkeste byer

På sin egen bakketop ligger den lille by Montefioralle og skuer ud over det skønne toscanske landskab med vinmarker og olivenlunde. Det helt specielle ved den lillebitte by er at den nærmest kun har én gade, og denne smalle og brostensbelagte gade går rundt i en cirkel - formet af de gamle huse på begge sider af gaden. Her er fredeligt og skønt, men byen var et meget vigtigt fæstningsværk dengang i middelalderen, hvor der var krig mellem Florens (Firenze) og Siena. Den pittoreske lille middelalderby Montefioralle er absolut et besøg værd og ligger kun 5 minutters kørsel vest for Greve in Chianti.

Besøg Montefioralle - men sig det ikke til for mange

Byen er den dag i dag beboet; så her hænger vasketøj og blafrer - og det stærkt begrænsede antal parkeringspladser rundt om den bilfri by skal også bruges af de lokales biler. Kom derfor tidligt når du vil besøge Montefioralle, så bliver du belønnet med et besøg tilbage i tiden med nutidig lokalkolorit. Gå turen rundt i byen og se på de fine, gamle stenhuse med de meget lave døre og de bittesmå vinduer. Find de gamle porte, gå ud af dem, mærk på den solide fæstningsmur og stjæl udsigten med hjem på dit kamera. Tag også trappen op til Sankt Stefano kirken som ligger på byens højeste punkt og som er udsmykket med bl.a. et berømt Jomfru Maria-billede fra det 13. århundrede. 

Gastronomiske glæder på La Castellana og Montefioralle vingård

Der er et par steder at spise i Montefioralle. Mest berømt er La Castellana som ligger på vejen op til selve byen. Her kan du i sæsonen nyde hjemmelavet trøffelpasta og andre lækre specialiteter. Det er selvfølgelig en god ide at reservere bord. Følger du den lille vej rundt om byen, kommer du til den lille Montefioralle Vingård. Her kan du få både en vertikal vinsmagning med samme vin i forskellige årgange og en rundtur på gården og i vinmarken, men kun ved aftale på forhånd.


Byen hed oprindelig Monteficalle - på grund af alle de figentræer (fico) som stod rundt langs fæstningsmuren. Hvis du går hele vejen rundt om, så kan du måske stadig finde figentræer.

- Mette, rejsespecialist i Lyngby


Kort

Vis på kort