Cykelferie fra Firenze til Rom og afslapning i Amalfi
12 dage Fra 18.803 kr.
Orvieto står på en kæmpe piedestal af røde vulkanklipper. Over de terrakottafarvede tegltag troner Duomo di Orvieto med sin excentriske og farverige facade. I de smalle bilfri gader udstiller lokale handlende deres farverige og karakteristiske keramik, og overalt på museer kan du dykke ned i byens fortid, der går helt tilbage til det spændende præ-romerske folkefærd etruskernes tid. Du kan sågar få lov til at gå ned i en 53 meter dyb brønd fra 1500-tallet. Med blot 1 1/2 times kørsel fra Perugia er Orvieto et sublimt stop på din kør-selv-ferie eller rundrejse i Italiens grønne hjerte, Umbrien.
Byen Orvieto ligger på en knold af vulkansk aske i det nordromerske landskab. Heroppe har indbyggerne boet i sikkerhed for angribende fjender i tusindvis af år. Den bløde aske er nem at grave i, og allerede for 2.500 år siden fandt det historiske folkefærd etruskerne ud af at hugge hundredvis af huler og kilometervis af gange under jorden til det, der nærmest må betegnes som en by under byen. I den underjordiske by er der kamre og sale beregnet til ophold eller opbevaring. Dusinvis af små nicher er hugget ind i siderne som en anden reolvæg. Der er dybe brønde og pludselige lysindfald og frisk luft. En fascinerende verden, der åbenbarer sig, hvis man nedstiger fra det ovensidige.
Når du er vel oppe på jorden igen, skal du selvfølgelig også nyde byens nok største trækplaster, den berømte vin Orvieto Classico. Farven er strågul og bouqueten er som friskplukkede engblomster. Orvieto er et rigtig godt sted at kombinere fantastiske vinoplevelser med spændende kultur på kør-selv-ferien til Italien.
"Når i besøger orvieto, bør i tage et smut forbi vingården tenuta le velette uden for byen. De har en 2.500 år gammel etruskisk vinkælder."