Byen Como

Oplev kultur og ægte italiensk stemning ved indgangen til Comosøen

Como er hovedbyen i provinsen af samme navn og ligger i bunden af Comosøens venstre ”ben”, nær grænsen mellem Italien og Schweiz. Her finder du naturskønne oplevelser, charmerende lokalbutikker og spændende kultur. Byen Como er ideel for dig, der gerne vil have lidt by-stemning på bilferien eller bare et godt udgangspunkt for at opleve Comosøen. Uanset hvad du leder efter, er det en oplevelse at komme til Como undervejs på din kør-selv-ferie i Norditalien.

Kokkesang og live-bands

Como bugner af små restauranter med lokale specialiteter og hyggelig stemning. Flere steder er der live bands, der spiller for aftenens middagsgæster og skaber en vaskeægte Lady og Vagabonden-stemning til pastaretten. Hvis man er rigtig heldig, kan man endda dumpe ind på steder, hvor kokken kommer ud fra køkkenet og synger karaoke med restaurantgæsterne.

Det er en hel oplevelse bare at gå forbi de mange restauranter i Como. Byens snørklede gader og farverige arkitektur skaber den helt rigtige ramme for en perfekt Italiensferie. Ja, i Como er det nærmest umuligt ikke at blive forelsket i landet med de gestikulerende hænder og højrøstede fraser.

 

Gå på opdagelse i byens kultur

Men det er ikke kun Comos gader og velsmagende restauranter, du skal sætte næsen op efter. Byen emmer nemlig også af kultur med sit arkæologiske museum, det enestående teater, Teatro Sociale, de mange gallerier og imponerende monumenter. Ej at forglemme byens kirker, der virkelig er must sees.

Enhver storby i Italien har en katedral, og Como er ikke en undtagelse. Den fantastiske Duomo di Como er et imponerende syn – både udefra og indeni. Den troner bombastisk op midt i byen med sin elegante byggestil, smagfulde udsmykning og nærmest turkise tage. Kirkerummet fortryller med gobeliner, skulpturer og storslåede hvælvinger, og er simpelthen et syn for – ja – guder.

En anden kirke, der pryder byens centrum, er Basilica di San Fedele. Den kan dateres helt tilbage til det 11. århundrede, og dens arkitektur bærer præg af byggestilen fra forskellige tidsperioder. Det er en enormt interessant og imponerende bygning, så uanset om du er til kirker og kultur eller velsmagende mad og hyggelig stemning, er Como et besøg værd på din norditalienske kør-selv-ferie.


Tag med kabelbanen Funicolare Como-Brunate op til byen Brunate. Her er en fantastisk panoramaudsigt over Comosøen. tag turen om aftenen, hvor du kan nyde solnedgangen over bjergene.


Kort

Vis på kort