Besøg det farverige marked i Belleville
Her findes alt, hvad hjertet kan begære. I hvert fald, når det kommer til frugt og grønt, krydderier, tekstiler, brød, kager, nødder, blomster og så uendeligt meget mere. Hver tirsdag og fredag er markedsdag på Boulevard de Belleville, og det er et mekka af sanseindtryk og gode råvarer. Markedet ligger i Belleville-kvarteret, som især er befolket af indvandrere, og det er med til at gøre markedet i Belleville ekstra farverigt. Her findes uden tvivl grøntsager og frugter, som du ikke vidste fandtes. Gå en tur langs boderne sammen med de lokale, og lad dig friste. Køb for eksempel noget frugt med til resten af dagen.
Et væld af indtryk
På torvedagene er der et leben fra tidlig morgen, når de lokale handler alt lige fra frugt, grøntsager, krydderier og urter til kød og fisk. Stolte afrikanske kvinder i batikfarvede kjoler bærer deres indkøb i bylter på hovedet, mens andre går derfra med indkøbskurve, der bugner af friske og farvestrålende madvarer til lave priser. De handlende falbyder deres varer og byder også gerne på en smagsprøve og god pris til netop dig.
Sted: Boulevard de Belleville
Metro: Linje 2+11 – Belleville
Åbent: tirsdag og fredag kl. 7.00-14.30