Charmerende Alsace
9 dage Fra 4.578 kr.
En slentretur gennem de små gader i Luxembourg og Saint Germain i Paris er som at gå i en filmkulisse: Elegant, tidløs og inderligt parisisk. Afstandene er korte og behagelige. Kvarteret byder på smukke parker, museer og lokalliv. Tillad jer selv at bruge rigeligt med tid på at gå på opdagelse her. Gør som pariserne, og tag det roligt i Luxembourghaven, find en hyggelig cafe og drik en kop kaffe eller indtag frokosten her.
Prøv at ramme Rue de Fürstemberg og dens hyggelige lille plads. Dels er det typisk for Luxembourg-kvarteret, og dels er der mulighed for at kigge ind i et af husene, nemlig nummer 6, hvor den store maler Délacroix havde atelier. Både det og hans lejlighed er bevaret og interessant for den kunstinteresserede. Samtidig får du et indtryk af, hvordan Luxembourg-kvarteret i Paris ser ud bag overfladen.
Paris har sine åndehuller, og et af dem er den store Luxembourghave i bydelen Luxembourg. Den er i sommerhalvåret et besøg værd af flere grunde: Først og fremmest på grund af den smukke park, der ligger omkring Maria de Medicis palæ fra 1625. Det huser i dag det franske overhus, Senatet. Fransk havekunst er stolte traditioner, og de føres videre her i den store parisiske park på palæets sydside.
Luxembourghaven i Paris er dog først og fremmest interessant, fordi den giver mulighed for at møde ganske almindelige franskmænd, der kommer ned for at læse avisen, spille skak med en nabo eller måske løbetræne. Det er en sjov blanding du møder i Luxembourghaven: Universitetsstuderende, som ligger og sover med hovedet på bøgerne, og Paris' lokale bedsteborgere, der sidder i deres stiveste puds uden at så meget som et hår vender forkert. Paris' lejligheder er meget små, og derfor benytter mange byens parker som en ekstra dagligstue. Luxembourghaven er en af de mest populære.