Bjørne, hvaler og Vancouver Island
7 dage Fra 27.975 kr.
Selvom Waterton Lakes nationalpark er den mindste nationalpark i Rocky Mountains, så er der masser af oplevelser. Udover de mange smukke søer, som har lagt navn til parken, så spænder de naturlige indtryk bredt fra prærielandskabets øde, isolerede atmosfærer til takkede bjerglandskaber, der får pulsen til at stige.
Waterton Lakes nationalpark er et must see, hvis kør-selv-ferien tager dig igennem det sydlige Alberta. Og især også, hvis det er dyrelivet, du er interesseret i. Ingen af Canadas øvrige 40 nationalparker beskytter så meget liv på så lille et område som Waterton Lakes Nationalpark.
Hvis du står ved grænsen mellem Canada og USA, når du besøger Waterton Lakes nationalpark, så kan du i princippet være i to nationalparker på en gang, for det lille naturområde, der er på størrelse med Bornholm, grænser op til den enorme Glacier nationalpark i Montana. I 1932 blev de to nationalparker til Waterton-Glacier International Peace Park og symboliserer fred og venskab mellem USA og Canada. Den fælles fredspark blev i 1995 optaget på UNESCO’s liste over verdensarv på grund af sit rige plante- og dyreliv og naturscenerier.
Der er naturligvis ingen tvivl om, at de mange smukke søer er en af hovedattraktionerne i parken. Deres rolige vandoverflader fungerer som spejl, hvor de omkringliggende, skovklædte bjerge gengives. Ved Upper Waterton Lakes har det historiske Prince of Wales Hotel også spejlet sig i vandet siden 1927. Den gamle bygning ligger postkortskønt som et slot og spreder lidt kulturel, nærmest tyroleragtig charme over stedet. Det er et gammelt jernbanehotel, og her har utallige folk søgt ly igennem årene fra det ustadige vejr. Waterton Lakes er nemlig det sted i Alberta, hvor der falder mest nedbør, og hvor det blæser mest.
"Tag på en 2-timers bådtur fra Upper Waterton Lake tværs over grænsen til Goat Haunt Ranger Station i Glacier Nationalpark i USA. De gode guider giver sejlturen et ekstra godt udbytte."