Bjørne, hvaler og Vancouver Island
7 dage Fra 27.500 kr.
Her sætter du dine fødder på et historisk og helligt sted lidt uden for Saskatoon, der var omdrejningspunkt for områdets oprindelige befolknings handel, jagt og ikke mindst ceremonier. I dag, er det hele verden, der kommer på besøg i Wanuskewin Heritage Park, for at lære om 6.000 års historie og kultur. Hele området har så stor betydning, at der er søgt om optagelse på UNESCO´s verdensarvsliste.
Besøgscenteret indeholder skiftende udstillinger, et værksted for indfødte, hvor de kan fremvise deres kunst og videreføre- og udvikle stolte traditioner. Der er vandrestier og mulighed for guidede vandreture, hvor historierne bliver levende. Du kan overvære forestillinger med traditionelle danse. Der er en legeplads for børnene, som de med garanti bliver ellevilde med. Du har også mulighed for at opleve en flok Plains Bisons fra flere udsigtspunkter. De første bisoner kom til Wanuskewin Heritage Park fra Grassland National Park i 2019. De blev efterfulgt af nogle køer og en tyr fra USA – alle efterkommere fra de nordlige sletters sidste bisoner fra 1870érne.
Slut besøget af med et måltid i restauranten og smag på de indfødtes retter med et moderne tvist. Og hvad med en lille souvenir fra stedets gavebutik med traditionelle håndlavede mokkasiner, smykker og meget mere.