Cape Range National Park

Vilde orangerøde kløfter, kænguruer, kridhvide sandstrande og turkisblåt vand

Planlægger du at køre op mod Exmouth på dit roadtrip i Western Australia, bør du bestemt besøge Cape Range National Park. Nationalparken ligger på vestsiden af North West Cape-halvøen, cirka 40 kilometer fra Exmouth og lokker med et væld af naturoplevelser – fra rå orangerøde kløfter, smukke sandstrande, kænguruer og emuer og udsigt til det farverige koralrev Ningaloo Reef. Du kan opleve nationalparken på en bådtur på Yardie Creek, vandreture eller en køretur gennem parken til vilde udsigtspunkter.

Start dit besøg i parken i Milyering Discovery Centre. Her kan du indhente en masse nyttige tips om parken, vandrestier, dyrelivet og campingmuligheder.

Tips til oplevelser i Cape Range National Park

  • Yardie Creek: Glæd dig til at udforske den eneste permanente vandkilde i parken. Her kan du tage med på en bådtur gennem kløften eller vælge en af de mange vandreruter, der bevæger sig langs de stejle klippevægge. Hold øje med de sorte klippewallabyer - de ses ofte på klippesiderne. 
     
  • Turquoise Bay: Stemt som Western Australias bedste strand – og det forstår du, så snart du ser det krystalklare vand og det kridhvide sand. Tag snorkeludstyret på og tag ud og svøm side om side med farverige fisk og måske endda en havskildpadde. 
     
  • Charles Knife Canyon: Kør via den snoede vej op til udsigtspunktet, hvor du belønnes med panoramaudsigter over de orangerøde kløfter med det dybblå hav i baggrunden. 
     
  • Mandu Mandu Gorge: Snør vandreskoene og gå på opdagelse i den naturskønne kløft. Turen tager dig gennem tørre flodlejer og giver dig fantastiske udsigter over landskabet. Hold øje med de små, røde kænguruer og emuer, der trives godt i nationalparken.

Praktisk info: Husk nu rigeligt med vand, solbeskyttelse og gode vandresko – naturen her er smuk, men ubarmhjertig.

Inspiration

Oplevelser lige i nærheden af nationalparken

  • Vlamingh Head Lighthouse: Tag en kort køretur til det historiske fyrtårn på parkens nordspids. Herfra er der en storslået udsigt over kysten, og i hvalsæsonen (maj til oktober) har du gode chancer for at spotte pukkelhvaler.
     
  • Exmouth: Byen ligger bare 40 km fra parkens nordlige indgang og er det perfekte sted at tanke op – både bilen eller autocamperen og dig selv. Byen har alt fra caféer til supermarkeder og det perfekte udgangspunkt til nationalparken og Ningaloo Reef.

Kort

Vis på kort