Det bedste af Midtengland og Wales
9 dage Fra 10.862 kr.
Nationalparken Brecon Beacons venter jer med 1.347 km2 fyldt med grotter, vandfald, gamle slotte og vidunderlige udsigter over lyngklædte enge og godt 7.000 års historiske sights. I kan vandre ad de grågrønne bjergrygge, beundre de bølgende landbrugsmarker, cykle igennem heder, der strækker sig så langt øjet rækker og følge hvislende bække og åer til vandfald og søer.
Alternativt kan I køre med det charmerende gamle damptog Brecon Mountain Railway på en malerisk tur igennem området. I parken finder I ligeledes Penderyn Whisky Destillery, Wales’ eneste af slagsen.
Det højeste bjerg i nationalparken er Pen y Fan med sine 886 meter over havets overflade. Der er muligt for de fleste at nå toppen, på en flot vandretur. Stierne til toppen er flot markerede, så der er ingen tvivl om hvilken vej du skal gå. Men vær på vagt - der er nemlig en lille ’snyde-top’ før den rigtige. Så når du en top uden et skilt, der fortæller du har nået toppen, så er du der ikke helt endnu - men der er kun et lille stykke videre.
Jeg fulgtes med 2 børn, der ikke kan lide at gå - alligevel klarede de turen flot. Når man når toppen, kommer der ofte en let tåge ind over - men hvis man er heldig, som vi var, klarer det op igen - og WAUW for en udsigt, der åbner sig for fødderne af en. Grønne bakker, skygger fra skyerne og smukke floder – vi var alle meget benovet…
Hele turen tager omkring to timer, hvis du tager dig god tid til at nyde vandreturen. Og husk nu en lille pause engang imellem. Det er jo ferie…
Når du kommer ned igen - næsten helt nede ved starten af stien, er der et lille vandfald i bunden med store, flade sten. Det helt perfekte sted at spise sin lille picnic og nyde naturen efter en god gåtur.
Flere af vandfaldene i nationalparken kræver længere hikes med glatte skråninger, men et af de let tilgængelige er Henrhyd Falls - eller som det hedder på Walisisk; Sgwd Henrhyd. Held og lykke med udtalen. Henrhyd Falls ligger lidt skjult og ikke præcis hvor GPS´en viser hen til - men de lokale har heldigvis sat skilte op. Selve gåturen fra parkeringspladsen tager kun 10 minutter. Den er stejl og kan være glat i vådt vejr - så på med vandreskoene. Efter en kort vandretur står du pludselig foran det imponerende vandfald på 27 meters højde. Omgivelserne er frodige og virkelig grønne. Følger du stien, kan du gå bag vandfaldet og mærke vanddråberne samle sig på kinden og kigge ud – en nærmest beroligende oplevelse for sjælen.
Gør som 200.000 andre og tilmeld dig vores nyhedsbrev, hvor du modtager rejseinspiration og gode råd.