Californien i børnehøjde
14 dage Fra 15.346 kr.
Snow Canyon State Park i Utah er et bemærkelsesværdigt sted. Med en beliggenhed i udkanten af Mojave-ørkenen, Great Basin og Colorado Plateauet, vil du opleve at Snow Canyon State Parks dramatiske geologi nærmest eksploderer for øjnene af dig og indbyder dig til et udendørs eventyr - med optimale fotomuligheder. Du vil sikkert undre dig over, hvorfor Snow Canyon ikke er en nationalpark, for det gør den lokale befolkning, der mener, at parken havde været en nationalpark, hvis den havde ligget i en hvilken som helst anden stat med et mindre antal verdensklasse nationalparker.
Områdets flotte sandstensklipper er skåret af vand og skulptureret af vind og tidens tand. Og senest, for omkring 27.000 år siden, flød en lavastrøm med stor kraft gennem området, hvorved parkens karakteristiske landskaber blev skabt. Det er netop blandingen af Navajo-sandstensklipper, forstenede sandklitter og brede lavamarker, der gør området til en fantastisk legeplads for både eventyrlystne børn og voksne. Parken er ideel til at cykle og vandre i, og der findes afvekslende stier i forskellige længder.