Kørsel i kolonne, trafik og færdselsregler, tidszoner, mad, tankning, vejr, beklædning og pakkeliste
Vi har samlet en række praktiske informationer til dig der skal med på en af vores MC-rejser i USA med dansk guide.
Guiden og Zig-zag formation
Guiden ligger altid yderst til venstre på egen vognbane. Det er altid guiden der bestemmer fart og rute og man følger altid med såfremt det ikke er i strid med færdselsloven.
Zig-zag formation
Indtag en zig-zag formation fra starten. Du skal holde din plads indtil turen er afsluttet, da det giver størst ro i geleddet, og vores guide ved, hvor du/I kører. Samtidig giver det en større sikkerhed for dig og dine venner.
Det er vigtigt at du holder din bane/linje. Det vil sige, kører du som venstre mand, må du ikke snitte hjørner eller slingre fra side til side.
Hold din plads og kør aldrig i midten af kolonnens to rækker.
Overhal aldrig forankørende i din række.
Afstand
En tommelfingerregel er at holde 3-5 sekunder til forankørende i din række, så passer det med at afstanden øges i takt med hastigheden.
Er der en, der falder fra under kørslen, forbliver pladsen tom frem til næste pause.
Kryds eller skift aldrig række i kolonnen, da det kan give en masse uro og kan afstedkomme farlige situationer.
Ved indkørsel i en rundkørsel bliver man på sin plads i rækken og kører i afpasset fart ind i denne. Dvs. du bruger den del af vejbanen, som du også kører på ved lige strækninger.
Ved udkørsel til anden vej eller i kryds hvor der stoppes, rykker kolonnen op så man holder to og to. Straks efter at man har fortaget svingning, indtager man den plads (Zig-zag) man havde ved kørsel.
(Se skitse)
Smal vej
Ved kørsel på meget smalle veje kan det være nødvendigt at køre i enkel kolonne.
Guiden trækker ind i højre side af vognbane og resten af venstre række følger efter (indfletning). Her skal man udvise stor forsigtighed og husk afstand til forankørende. En tommelfingerregel 3-5 sek. til forankørende.
Så snart forholdene tillader det, indtages den zig-zag formation man havde igen. Dette bestemmes ligeledes af guiden.
Overhaling på motorvej og landevej
Det er guiden som overhaler først, følg ikke efter før du er sikker på, at det kan gøres på forsvarlig måde.
Når overhalingen er overstået, holdes den øgede hastighed i 1-2 km, således der trækkes væk og gives plads til at resten af kolonnen kan komme med og ikke skal blive ude i overhalingen alt for længe
Hvor forholdene taler for det
Guiden trækker ud og sidste mand kører ud i den anden bane og lukker af. Derefter kører man ud, når man kan se, at der er klar bane. (Husk blinklys er lovpligtig på motorvej)
Den forankørende er altid ansvarlig for at den bagved kørende er med. Dette gælder ikke ved frafald. Her er det de 2 sidste mand i kolonnen som tager kontakt til vedkommende. Resten fortsætter i kolonnen.
Lidt om placering i kolonnen
Hastigheden i starten af kolonnen er den mest rolige og langsomme. Her er man også de første der bliver tanket ved tankstop (giver lidt længere hvil) Så er du til mere rolig kørsel, skal du placere dig i den forreste del. Er du derimod til det lidt kvikke kørsel skal du placere dig bagerst. Vær opmærksom på at den bagerste del som oftest vil skulle køre ”slippet” op i kolonnen. Det betyder at man ofte vil ligge 10-15% over hastigheden bagerst i kolonnen i forhold til de forreste i kolonnen.
Men uanset hvor du befinder dig i kolonnen, skal du altid være opmærksom på kørslen og følge kolonnen.
Gruppeparkering
Det ser rigtig godt ud hvis vi parkerer side om side; dvs. guiden kører hen og bakker sin MC skråt ind, så baghjulet næsten rører kantstenen. Derefter kører den næste ind osv. (hvor forholdene tillader det)
Husk på at der ikke er noget som ser mere sjusket ud, end en masse MC’er, der står hulter til bulter.
Ansvar bagerste M/K
Af bagerste m/k`s opgaver kan nævnes:
Holde øje med defekte lygter, afviserblink, dæk og "lukke", når f.eks. to vognbaner snævres ind til en enkelt.
Hvis der er nogle forhold, du er usikker på, skal du tale med den guide, der er leder på turen. Så vil han/hun tage hånd om det. Her tænkes der på usikkerhed i sving, høj fart, det at køre i kolonne osv.
Husk at have overskud og udvis tålmodighed undervejs. Vi skal alle være med på vores egne vilkår. Så skal det nok komme med tiden, og vigtigst er at vi alle kommer sikkert frem.
Hold øje med de forankørendes kørsel og korrigere evt. ved næste stop.
Tag det ikke som kritik, hvis du bliver rettet lidt på, men som et venligt råd, for at alle kommer sikkert frem.
Trafik og regler
Hver af de 50 stater, har deres egne færdselsregler. Generelt har reglerne dog en del fællestræk, så der er ingen vanskeligheder ved at køre fra en stat til en anden.
Bøder
Politiet må ikke opkræve bøder på stedet.
Lygteføring
I ca. halvdelen af staterne skal motorcykler køre med mindst nærlyset tændt døgnet rundt.
Promillegrænse
0,8 i de fleste stater.
Afstribning
Hvide striber adskiller kørebanerne for kørsel i samme retning, gule striber adskiller baner, hvor der køres i modsat retning.
Skiltning
Det veludbyggede vejnet i USA er delt op i flere kategorier.
- Interstate Higways
- Federal Highways
- State Routes
- Country Routes
Interstate Highways er markerede med skilte, der er røde/blå/hvide. Ekspresvejene er markerede med sort/hvide skilte.
Vigepligt, hastighed og skolebusser mv.
Vigepligt
Ved alle kryds, der ikke er lysregulerede, gælder det, at den der kommer først til krydset, kører først. Derefter går det efter tur. Vær derfor meget opmærksom på, hvornår du selv skal køre.
Men der er ingen grund til bekymring. De amerikanske bilister er meget hensynsfulde.
Hastighedsgrænser
Den amerikanske trafikkultur er på nogen områder forskellig fra den vi kender i Europa. I de fleste stater er højest tilladte hastighed på motorveje f.eks. 65 miles, svarende til 105 km/t. Enkelte stater tillader dog 70 eller 75 miles - 120 km/t. En amerikansk mile svarer til 1,6 kilometer. På almindelige landeveje, som er der vi kommer til at køre det meste af turen, er hastighedsgrænsen typisk 45 til 65 miles - 88 til 105 km/t. I byerne må man ofte helt ned på 25 eller 35 miles, svarende til 40 eller 40-60 km/t.
Specielle færdselsregler
Der findes en række særlige amerikanske færdselsregler. Blandt de mest kendte er reglen om, at du må dreje til højre ved rødt lys - forudsat at der er fri bane. Men denne regel gælder naturligvis ikke, hvis du ser skiltet "No Turn on Red".
Skolebusser
Skolebusser er helligt område i USA. Hvis en skolebus standser op og slår det blinkende STOP-skilt ud, skal du stoppe i begge retninger - også selvom der ikke umiddelbart er børn i nærheden. Bliver du taget i at overhale eller passere en holdende skolebus med skiltet ude, er du sikker på at blive tildelt en bøde.
Der findes også skolezoner hvor der er meget lavt hastighed hvis ”Lampen blinker” ellers er det normal hastighed – Skolezoner er i perioden, hvor børnene møder og får fri. De perioder er som regel overvåget af politiet.
Bykørsel
Heldigvis har vi ikke meget bykørsel på vores ture, men et godt tip er altid at undgå de store byer i myldretiden. De amerikanske storbyer er som udgangspunkt ikke sværere at køre rundt i end andre byer.
Tidszoner i USA
USA spreder sig over flere tidszoner. Det giver en tidsforskel på tre timer fra øst til vest. Fra Danmark er der seks timers forskel til østkyst USA, mens der er ni timer til vestkyst USA.
Tidszoner i praksis
Langs de fleste Highways er der opstillet store skilte, der gør opmærksom på, hvornår du kører ind i en ny tidszone. Du flytter blot dit ur en time frem eller tilbage, afhængig af din rejseretning, når du krydser en tidszone. Bemærk i øvrigt, at tidszonegrænserne ikke nødvendigvis følger statsgrænserne, men godt kan gå på tværs af disse.
Hoteller
Hotellerne på turen er alle af en god standard, hvad mange vil sammenligne med et 3-stjernet hotel i Danmark. Hotelværelserne har alle eget toilet og bad.
Der er adgang til Internet på de fleste hoteller, ligesom næsten alle hoteller har swimmingpool samt mulighed for at få vasket lidt tøj. De fleste hoteller (dog ikke i storbyerne) har morgenmad med i prisen, men udbuddet varierer meget fra enkelt tag selv te, kaffe og lidt frugt til rigtig American breakfast.
Mad – restauranter og fastfood
USA har en bred vifte af spændende restauranter med alt fra amerikanske burgere, indiske og mexicanske specialiteter samt naturligvis en god steak. Familie- og kæderestauranter serverer ofte kun soft-drinks og ingen alkohol. På alle restauranter kan man bestille isvand og det er ofte gratis.
Alle restauranter har et “Please wait to be seated”-skilt. Afvent her at blive vist til jeres bord. Prøv de forskellige muligheder for fastfood til frokost og spis på en restaurant om aftenen. Priser på menukortet inkluderer ikke altid lokal skat. Det fremgår af kortet om det er tilfældet. Der er ofte rabat for folk over 55, 65 eller 70 år. Frokost er typisk 20-25$ og aftensmad er typisk 30-40$.
Drikkepenge
I USA er drikkepenge en del af kulturen og udgør en del af tjeners lønningsgrundlag. Derfor vil man også altid blive mødt med smil og en god service. Som tommelfingerregel er det 15-20% på restauranter og 1-2$ til rengøringspersonalet på hotellet pr. nat. Taxichauffører får også drikkepenge. Går I ud sammen i en større gruppe, bliver der ofte automatisk pålagt drikkepenge. Men det vil altid fremgå tydeligt af regningen, I behøver så ikke lægge yderligere drikkepenge.
Tankning
Der er fællestankning undervejs på turen, guiden søger for at tankene bliver åbnet. I USA kan man nemlig ikke tanke før man har betalt, og guiden forudbetaler derfor for tankningen.
Fordel motorcyklerne i en række på hver tank og kør frem, så tanken er midt mellem 2 MC´er, så kan slangen nå 2 MC´er og så går det hurtigt - vær opmærksom på at få åbnet dit dæksel, starte og køre frem når det er de næste 2 MC´ers tur. Brug ikke en masse tid på at finde frigear og sluk MC'en mens du venter på din tur. På den måde går det let og hurtigt at få tanket alle.
Temperaturer - solbeskyttelse og solbriller
Flere steder på turen kan temperaturerne blive høje og sørg derfor for at drikke rigeligt med væske undervejs. Drik på forskud således at du fra morgenstunden og resten af dagen drikker mere væske, end du synes at have behov for. På den måde undgår du dehydrering i meget varme områder. Vi er meget udsatte som motorcykellister, da huden konstant udtørres, og kroppen derfor bruger meget mere væske end normalt.
Vi anbefaler at tage solcreme med på MC´en, så du har den ved dig. Solen kan være meget hård i nogen områder, og når servicebilen er pakket, kan du ikke komme i din kuffert.
Brug solbriller
De beskytter både øjne mod solens skadelige UV stråler, insekter, stenslag og andet. Vi anbefaler du bruger 3 typer solbriller undervejs – en helt klar brille til overskyet dage eller først og sidst på dagen – en brille med en let tone er perfekt til det meste slags vejr og giver en fantastisk farve gengivelse – og til sidst en mørk røg farvet brille til stærk sol. Alle briller bør være med god solfilter beskyttelse og en godkendt sikkerheds brille, som kan modstå slag mv. Lad være med at bruge en billig brille som kan splintre ved et stenslag. Det er desuden lovpligtigt at køre med en brille i USA uanset vejret og også om aftenen.
Valuta, mål, vægt og temperaturer
Valuta
Den Amerikanske valuta er dollars, cent og penny
Længdemål
1 inch = 25,4mm, 1 foot =30,5 cm, 1mile=1,6 km
Væskemål
1gallon= 3,79 L
Vægt
1 ounce=28g, 1 pund=454g, 1 Stone=6,35 kg
Temperaturer
I USA regner man ikke temperaturen i celsius men i Fahrenheit.
100 Fahrenheit = 37,8 Celsius.
Letteste måde at regne på = halver fahrenheit og træk 13 fra, så har du ca. celsius.
Beklædning til turen (pakkeforslag)
Det er selvsagt, at det er forskelligt hvad man pakker til sin ferie på en MC-tur som den I skal på. Men her er et par idéer.
For det første er det vigtigt at man ikke pakker for meget – det kan ikke siges nok, alligevel pakker de fleste mere, end de har brug for.
Tøj i USA koster ofte lidt under halvdelen af hvad, prisen er i Danmark, og derfor køber man som regel noget undervejs. Skal man undgå at betale for overvægt, er det nødvendig at man ikke slæber for meget med derover.
Det kan være en lille smule koldt om morgenen når vi starter på turene, men solen kommer hurtigt, så man har ikke brug for alt for meget varmt tøj.
Sidste bemærkninger
Tag evt. et lille Dannebrogsflag med til at sætte bag på din MC. Det giver altid en god anledning til en snak med de lokale og ofte gør det, at de andre trafikanter tager lidt ekstra hensyn til dig/os).
Da vi har følgebil med, er der vigtigt, at vi ikke pakker for meget, så der er plads nok i følgevognen (max. 1 kuffert og 1 håndbagage pr. gæst). De fleste har et kuffertsæt hvor kufferterne passer ind i hinanden. Nøjes med at pakke den lille og læg den ind i den store, så har du plads til indkøb og udvidelse ved vejs ende. Overvægt er meget dyrt, og det kan som regel bedre betale sig at tilkøbe et ekstra stykke bagage i stedet for (typisk $100). Vi kan vaske tøj på de fleste hotellerne undervejs.
Ellers husk højt humør - vi ser frem til en god tur sammen
Når vi ikke kører på mc:
- Korte bukser
- Lange bukser
- Nogle t-shirts og evt. skjorte/bluse
- Trøje/bluse
- 1-2 par lange bukser
- Undertøj og strømper
- Badetøj
- Evt. pænere tøj, når vi er ude og spise
- Sko
Når vi kører mc:
- Dit foretrukne køretøj
- Støvler
- Kørehandsker
- Kørebriller / solbriller (obligatorisk)
- Evt. egen hjelm (Eagle Rider tilbyder halvhjelme gratis)
I sidetasken:
- Regnsæt
- Skiftesko, hvis du kører i støvler, når vi går en tur i nationalparkerne
- Solcreme, høj faktor. Findes på spray i USA, der gør det nemt og ikke fedter
Diverse:
- Pas, fysisk kørekort (digitalt gælder ej), hotelliste, kreditkort (gerne MasterCard), rejseforsikringsbevis, div. rejsedokumenter, 110 volt adapter til danske stik (kan købes i luftavnen)
Din påklædning er naturligvis afhængig af rejsetidspunkt og destination. Men på mange ture, kan der være lidt koldt om morgenen. Derfor er det altid godt at pakke lidt ekstra i sidetasken. F.eks. forede handsker, mellemlag i uld, halsedisse, kørevest.