Mojave ørkenen

Californiens andet ansigt

Mange rejsende forbinder Californien med palmer, Hollywood-filmstjerner, brede sandstrande og solbrune mennesker i tætsiddende badetøj. Men den gyldne stat er også golde, forblæste stenørkner uden vegetation og temperaturer på den varme side af 40 grader. Mojave ørkenen i det sydlige Californien har altid været frygtet for sin ugæstfrihed. Men samtidig er det netop den golde og barske natur, der gør Mojave fascinerende.

inspiration

Ruter gennem mojave ørkenen

  1. Den mest benyttede rute er Interstate 40 fra Barstow til Needles ved Arizonas grænse – en rute, der stort set er identisk med den gamle Route 66, og som bl.a. passerer forbi filmlokaliteten Bagdad Cafe i Newberry Springs og Roy's Cafe i Amboy på den oprindelige Route 66 syd for motorvejen.
  2. Den næstmest benyttede rute er Interstate 15 fra Barstow til Las Vegas. Her kører du fra vest og nord om Mojave ørkenen. En køretur på godt to timer, hvor du får fornemmelsen af det golde, tørre område.
  3. En tredje og mere eksotisk variant går via Interstate 10 til Palm Springs vest for Los Angeles, hvorefter du sætter kursen mod nordøst ad rute 62. Denne tur går forbi Joshua Tree National Park, hvor byen Twentynine Palms udgør civilisationens sidste udpost. Herfra er der ikke andet end gold ørken de næste 180 kilometer, inden du når Colorado-floden og grænsen til Arizona. Fortsæt nordpå til Lake Havasu City, hvor turister flokkes for at se London Bridge i ørkenen, og videre nordpå til Oatman, en gammel guldmineby.

Mojave ørkenen i praksis

”No services next 100 miles”. Sådanne skilte er ikke usædvanlige langs vejene i det sydvestlige Californien, og du gør klogt i at tage advarslerne alvorligt. For der er rigtigt langt mellem byerne og endnu længere mellem tankstationerne i Mojave. Fyld derfor altid tanken op og hav lidt ekstra vand med på flasker, inden du begiver dig ud på de lange øde veje i ørkenen. Skulle uheldet være ude, er der ikke andet at gøre end at vente på den næste bilist, da du ikke skal satse på, at der er dækning på din mobiltelefon i ørkenen. Synes du, at det lyder lidt for risikabelt, skal du vælge en rute, hvor der ikke er så langt mellem byerne.

Mette Majbritt - Aalborg

"Når du kører igennem Mojave ørkenen, så Gør et pitstop i den lille westernby Oatman - hils på æslerne, der går frit i gaden, og få en forfriskning i den lokale saloon."

Kort

Vis på kort