Blue Ridge Mountains for livsnydere
11 dage Fra 22.066 kr.
Er du nysgerrig på New Englands fortid? Så skal du lægge vejen forbi Hancock Shaker Village i Green Mountains én af blot seks overlevende landsbyer, der fra 1770'erme blev grundlagt af den religiøse shaker-bevægelse fra England. En bevægelse, der har sat sit tydelige præg på arkitektur, kunst og kultur i New England. I dag er byen bevaret som et fungerende friluftsmuseum, hvor du både lugte, høre, se og røre ved den gamle verden og blive klogere på shaker-kulturen. Sådan bliver New Englands fortid et spændende del af din kør-selv-ferie.
Vi kan lige så godt sige det, som det er; I USA er "gammelt" bare ikke gammelt, som vi kender det fra Europa. Men lige præcis shaker-landsbyer som Hancock Shaker Village giver et uhyre spændende indblik i USAs fortid på en kør-selv-ferie. I det øjeblik du træder gennem besøgscentret og ind i landsbyen bliver du ramt af duften af urter og blomster fra den bugnende køkkenhave. Et stort rødt gårdhus og nogle farverige træhuse ligger spredt ud på grunden, hvor du kan få et glimt af livet i starten af 1800-tallet. Der er dyr, der græsser på markerne og en sprød duft af landbrug. Hist og her går mænd og kvinder rundt i gammeldags klædedragt. Et billede af total 1800-tals landidyl! I midten af hele herligheden ligger en massiv rund lade, der - vil du finde ud af - var afsindigt innovativ for sin tid.
Netop innovativ er et ord, der ofte springer på tungen, når det kommer til shakerne. Det bliver hurtigt tydeligt, hvis du tager på de guidede ture, workshops og foredrag, der er inkluderet i entréprisen.
Som så mange andre immigranter i USA kom shakerne hertil fra Europa - i dette tilfælde fra England i 1770'erne - for frit at kunne dyrke deres religion. Shakerne mindede lidt om en religiøs kult. De mente, at Jesus var genopstået i skikkelse af kvinden Ann Lee, kaldet Mother Ann og troede på, at de sammen med hende kunne skabe et utopisk samfund. Navnet "shakere" fik de i øvrigt på grund af deres rystende tilbedelse-stil. Men bevægelsen dyrkede også race- og kønslighed, minimalisme og pacifisme. Faktisk var de på mange måder ret moderne: Shakerne var Amerikas første drug dealers udi medicinske planter, de brugte solenergi og deres innovative landbrugsopfindelser bruges stadig den dag i dag.
Hancock Shaker Village var det tredje af i alt 19 samfund, der blev etableret i USA inden de langsomt forsvandt i starten af 1900. De toppede i midten af det 19. århundrede med omkring 5000 medlemmer. Selvom shakerne i dag er så godt som forsvundet - der er kun tre personer tilbage i hele USA - var de med deres godt 200 års levetid alligevel én af de længstlevende og mest succesfulde alternative samfund og religiøse bevægelser i USAs historie. Det er uhyre spændende og du kan høre meget mere om deres kultur, snedkerkunst, ritualer, danse og traditioner, hvis vejen går forbi Hancock Shaker Village.
"Hvis du har taget familiens yngste med på kør-selv-ferie, så er Hancock Shaker Village et genialt sted. De kan klappe dyrene, komme rundt og undersøge de gamle huse, se præsentationer i træværkstedet, og der er en lade dedikeret til at underholde ungerne med udklædning, tegninger og lege, der er en sjov måde at lære om de gamle shaker-traditioner og håndværk."
- Ditte, rejsespecialist i Lyngby