Barton Springs Pool i Austin

Nyd en svalende dukkert lige uden for downtown

Har dit roadtrip gennem Texas bragt dig til Austin, er det oplagt at bruge et par timer i Barton Springs Pool for at skylle vejstøvet væk. Den naturlige pool ligger et par kilometer uden for downtown, hvorfra du skal krydse Colorado River og køre ud ad Barton Springs Road og finde en parkeringsplads i Zilker Park. I parken kan du slentre en tur og leje en kano for at sejle en lille tur på Barton Creek, inden du tager en forfriskende svømmetur i Barton Springs Pool.

Det er underordnet hvornår på året, du besøger den naturlige pool, for temperaturen ligger konstant på ca. 20 grader. På en varm dag er Barton Springs perfekt til at blive kølet ned på, og det benytter både lokale og rejsende sig af. Det er underjordiske kilder, der hver eneste dag pumper mere end 22 millioner liter vand ind i poolen og holder temperaturen konstant.

Foruden sin popularitet som et yndet sted for at nyde en forfriskende dukkert, spiller Barton Springs også en afgørende rolle i bevarelsen af lokale dyrearter. Området omkring kilden fungerer som levested for sjældne salamandere og mange fugle.

Området har været et populært udflugtsmål siden 1920érne, hvor man udvidede poolen og anlagde stier gennem Zilker Park. Selv Robert Redford kan se tilbage på minder fra derfra, da han i en alder af 5 år, lærte at svømme i poolen.

Kort

Vis på kort