Rokokoslottet Sanssouci i Potsdam

Slotsoplevelse i Potsdam

Det pragtfulde Schloss Sanssouci, der oversat til dansk ville hedde Sorgenfri, er absolu et besøg værd. Slottet regnes for Tysklands smukkeste rokokoslot og det var Frederik den Stores ønske om at komme "tæt på naturen”, der fik ham til at bygge et 'lille¨' slot, hvor han kunne trække sig tilbage fra verdens larm og nyde sin musik og filosofi.

Selve slottet er bygget langt og smalt i rokokostil med mange enestående detaljer og mere end 200 overdådigt dekorerede værelser. Fra slottet har I en formidabel udsigt over det fornemme parklandskab, der sammen med slottet i 1990 blev optaget på UNESCO's liste over bevaringsværdig kulturarv. På den side af slottet der vender bort fra parken, kan I se den fantastiske kolonade med 88 korintiske søjler, og herfra har I udsigt til bakken, hvor der på toppen er bygget en slotsruin, til beundring på afstand efter datidens mode. 
 

OPLEV TYSKLANDS ABSOLUT SMUKKESTE SLOTSPARK

Slotsparken er en oplevelse i sig selv, og det er muligvis Tysklands mest imponerende park. På de smukke terrasser foran slottet dyrkes blommer, figner og vindruer, og rundt om i parken vil I opleve blandede stilarter med fontæner, pavilloner, slottene Neues Palais og Charlottenhof, det kinesiske tehus, der er en blanding af rokoko og orientalsk inspiration, de smukke romerske badehus, der aldrig har været badet i, det 300 m lange Orangerieslot, stubmøllen, der også kun er til pynt, og meget mere.

Desværre er det forbudt at cykle i selve parken, og da parken er 724 ha (Central Park i New York er 840 ha) er der lagt op til en pragtfuld spadserertur med mange spændende overraskelser undervejs. Parkens akse "Hauptallee" fra Neues Palais til Obelisken ved parkens indgang er ca. 2,3 km lang. 

 

Anbefalet af Bente, Rejsespecialist

Jeg foretrækker at slappe af og på samme tid få en masse indtryk og oplevelser, når jeg er på ferie. Det kan være på alt fra en længere kør-selv-ferie i fx USA, et krydstogt hvor vi oplever noget nyt hver dag, miniferie i Tyskland, en afslappende solferie sydpå eller en storbyferie i Europa. Jeg vil ikke sige at jeg har en favorit destination, for jeg vil hele tiden gerne opleve nye steder. Men USA står bestemt meget højt på listen med steder som Yellowstone med de enorme bisonokser og New York med et herligt leben.

Kort

Vis på kort