Museet Lutherhaus i Eisenach

En bibelsk oplevelse i Reformatoren Martin Luthers hus

Er du på kør-selv-ferie i Thüringen, så kan du næsten ikke undgå historien om Martin Luther og reformationen. Lutherhaus i den lille by Eisenach er et af de ældste og smukkeste bindingsværkshuse i Thüringen.

Her boede Martin Luther som barn og igen fra 1498 til 1501 som elev ved Eisenach Latinskolen. Hjertet i Lutherhaus er den prisbelønnede udstilling "Luther und die Bibel". Det er en ekstraordinær udstilling i en multimediepræsentation, der beskæftiger sig med Luthers arbejde som oversætter og hans betydelige indflydelse på udviklingen af det tyske sprog. Her udstilles genstande fra syv århundreder, inklusiv værdifulde historiske bibler.

Har du ikke fået nok af Martin Luther, kan du også besøge hans kammer på Borgen Wartburg, hvor han tilbragte flere måneder i beskyttelsesforvaring i det 16.århundrede. Det var bl.a. her, han begyndte at oversætte Bibelen til tysk.  "Luther-Stuben", som kammeret kaldes, har siden 1800-tallet hørt til et af de vigtigste minder om reformationen.

En anden stor personlighed, hvis historie findes i Eisenachs gader er Johan Sebastian Bach. Hans musik kan du høre mere til, hvis du besøger musikmuseet Bachhaus.

Kort

Vis på kort