Museer i Berlin

Museer for alt og alle

Berlin har ca.170 museer, så det bliver nok i overkanten at nå de fleste på en forlænget weekend eller to. Her findes museer om alverdens ting, men nogle er naturligvis mere berømte end andre. Eksempelvis har de fleste besøgende i Berlin besøgt Museum Haus am Checkpoint Charlie, der så glimrende fortæller historien om Berlinmuren og de dramatiske flugter til vesten. 

Historiske museer i verdensklasse på museumsøen

Et mindst ligeså berømt museumskompleks er Museumsinsel med Pergamonmuseum, Neues Museum, Altes Museum, Bode Museum og Alte Nationalgalerie på Berlins Museumsø, der har været på UNESCOs verdensarvsliste siden 1999. Nogle af hovedattraktionerne her er Ishtar-porten fra Babylon, 360o panorama med mesterværker fra antikkens storbyer, byzantisk kunst, busten af Nefertiti og den antikke samling med skatkammeret.

Vil I vide mere om Berlins og Tysklands historie, kan I besøge DDR-museet ved floden Spree nær Berliner Dom, hvor I kan opleve hvordan DDRs borgere levede under kommunismen. Deutsches Historisches Museum sender jer på en 2.000 år lang tidsrejse, mens Märkisches Museum fortæller Berlins 800-årige historie. Også Jüdisches Museum er et vigtigt monument. På Kurfürstendamm finder I det spændende Story of Berlin, som er en tidsrejse gennem Berlins historie, og hvor I har mulighed for at komme ned under bygningen og opleve den 'atomsikre' bunker.

Museer for børn

Berlin er fuld af børnefamilier, både fastboende og besøgende, og en lang række af byens museer byder derfor på noget både for voksne og børn, så familien kan få en god oplevelse sammen. Science Centre Spectrum er et interaktivt videncenter i verdensklasse. Det store hus er fuldt af eksperimenter, som er både sjove og lærerige. Museet er nemt tilgængeligt i bydelen Kreuzberg.

Et andet museum for hele familien er det naturhistoriske museum (Museum für Naturkunde) ikke langt fra den moderne hovedbanegård. Her finder I blandt andet nogle af de største og bedst bevarede dinosaurfossiler.

Tæt på det naturhistoriske museum finder I også et lidt alternativt "museum" i form af Onkel Phillips legetøjsværksted (Onkel Philipp's Spielzeugwerkstatt): her har en legesyg voksen etableret et stort legetøjsværktøj, hvor I kan købe al muligt brugt legetøj. Det er et sjovt sted at besøge for børn og barnlige sjæle i alle aldre.

Museer for enhver interesse

Mulighederne i Berlin er naturligvis tusindfold og der findes uden tvivl et museum, der passer til enhver interesse, som f.eks Zucker-Museum, Lippenstift-Museum, Computerspielemuseum og Plattenbau-Museumswohnung for blot at nævne nogle få!

Kort

Vis på kort