Tag dig tid til at opleve færgebyen
Rostock er den største hansestad i Mecklenburg, hvor du kan vælge mellem et hav af forretninger, restauranter, caféer og seværdigheder. Gå en tur ned ad Kröpeliner Strasse. For enden af gaden ligger Neuer Markt med rådhuset. Det er et godt udgangspunkt for dig, hvis du vil snuse lidt til Rostocks atmosfære. 15 km uden for Rostock finder du Bad Doberan. Højdepunktet her er det gamle damplokomotiv, der prustende med røg og damp kører midt på gaden fra Bad Doberan og ud til havet. Børnene vil elske det.
Warnemünde og Rostock er nærmest smeltet sammen. Warnemünde er en super populær kur- og badeby. Her finder du alt, hvad hjertet begærer af hoteller, restauranter, caféer, forretninger og sandstrande. Du kan også bruge tid i havnen og studere havnetrafikken. Det høje, flotte fyrtårn er byens varetegn.
Få en god start på Rostock
Start ved Kröpeliner Tor og fortsæt gennem byen. Besøg evt. Universitets Zoologiske Samling, Det Kulturhistoriske Museum i Kloster zum Heiligen Kreuz, Neuer Markt, Marienkirche og mange andre af byens seværdigheder. For enden af Kröpeliner Strasse ligger Neuer Markt med rådhuset. Rostock er en hyggelig og charmerende by at gå rundt i.
Kröpeliner Tor og Steintor er 2 af de 4 tilbageværende byporte, der markerer de historiske adgangsveje til Rostock. Portene blev bygget i middelalderen sammen med bymuren for at kunne forsvare byen men er siden ombygget og renoveret flere gange. I Hansetiden udgjorde portene en mere repræsentativ og dekorativ indgang til byen.
Kloster zum Heiligen Kreuz er et idyllisk lille åndehul midt i byen. Er du interesseret i tysk kulturhistorie, er det værd at besøge det kulturhistoriske museum i det gamle cistercienserkloster. Klosteret blev opført i 1200-tallet, og det var efter sigende den danske dronning Margrethe I, der grundlagde det efter en mirakuløs redning til søs. Fra en rejse til rom medbragte hun en splint fra Jesus' kors, deraf navnet ”Zum Heiligen Kreuz”. Det Kulturhistoriske Museum rummer et skatkammer af kulturhistorie, der især stammer fra Hansetidens bedre borgerskab. Samlingen omfatter en malerisamling af bl.a. hollandske kunstnere som Jan Brueghel, Rachel Ruysch og Willem Kalff, en større grafiksamling, hvor også Rembrandt og Van Dyck er repræsenteret, samt kunsthåndværk af tin, sølv og porcelæn, mønter, militaria og arkæologiske fund. Sjovt er det også at dykke ned i samlingen af gammelt legetøj, dukker, dukkehuse, børnebøger, tog og dampmaskiner.
Universitetets Zoologiske Samling rummer fossiler mv. fra hav-, brak- og ferskvandsdyr, fisk, bløddyr, fugle og insekter, men også nogle af de første beviser på pilestorkens langdistancetræk. Rostock er den ældste universitetsby i Nordeuropa, og mangen en betydningsfuld person har gæstet universitet og studeret der en periode. En af de mest berømte var den danske astronom Tycho Brahe, som opholdt sig her i 1566. Det var under dette ophold, han under et skænderi mistede et stykke af sin næse, som siden blev erstattet af en forgyldt protese.
På Neuer Markt, for enden af gågaden Kröpeliner Strasse, kan du tage en pause på en af de mange cafeer med udeservering og for alvor nyde synet af de idylliske og typiske Hansahuse med de kulørte facader. Det lyserøde Rådhus i barokstil står prægtigt med de 7 tårne. Midt på pladsen springer det flotte Mågespringvand (Möwenbrunnen) omgivet af de 4 havguder, Neptun, Nereus, Triton og Protheus. Pladsen summer af liv især mandag til lørdag, hvor den omdannes til en hyggelig markedsplads. Det er også her, det berømte, årlige julemarked finder sted.
Marienkirche ved siden af rådhuset er bygget i gotisk stil og er en af de vigtigste kirker i byen. Især kirkens døbefont af bronze og det enorme astronomiske ur tiltrækker mange besøgende. Urværket går lige så præcist i dag, som det har gjorde, siden det blev bygget i 1472.