Byen Köln

Kölsch og Katedral

Köln blev grundlagt som en romerlejr af Kejser Claudius omkring år 50 og blev kaldt Colonia Claudia Ara Agrippinensis efter Claudius' kone og niece Agrippina den Yngre, der var mor til Nero. Navnet Colonia viser, at byens indbyggere havde havde fulde romerske borgerrettigheder. Köln hedder for øvrigt Cologne på engelsk.

Köln anses for at have et muntert sind og en festlig tilgang til tilværelsen. Byen omdrejningspunkter er den lokale øl, Kölsch, og naturligvis den imponerende katedral. Byens festlige sindelag kommer til udtryk i dagene mellem nytår og askeonsdag, hvor Köln afholder det verdensberømte karneval, hvor folk fester, synger og danser på bierstuber og barer omkring Alter Markt og Heumarkt.

Festlighedernes katalysator er i høj grad den lokale øl Kölsch, en overgæret ale-type der stammer fra Köln, og idag findes endda en Kölsch-konvention, der bestemmer, at Kölsch kun måtte brygges inden for byens 'volde' - en "appellation d'origine contrôlée" der håndhæves strengt. Øllet serveres i cylinderformede 20 cl. glas (”eine Stange”). I dag kan I se nogle få rester af den engang 7,5 km. lange bymur, der blev opført i middelalderen, og byens borgere forlangte at den skulle have 12 store porttårne – ligesom bymuren i Jerusalem. I slutningen af 1800-tallet blev bymuren sløjfet for at give plads til den voksende befolkning. I dag er der kun 3 porte tilbage, og de tjener bl.a. som tilholdssted for karnevalsselskaberne.

Katedralen, Kölner Dom, der er på UNESCOs Verdensarvsliste, er nærmest byens vartegn og en religiøs bygning i verdensklasse. Katedralen ligger midt i Kölns hyggelige Altstadt, og når I slentrer rundt på de brostensbelagte gader, føler I jer hensat til en anden tid. Men Köln er meget mere end øl og kirker, f.eks 4711-huset i Glockengasse, det traditionsrige værtshus Lommerzheim, svævebanen over Rhinen med en fantastisk udsigt over floden og byen og ikke mindst Rheinauhafen, en moderne  bydel langs floden.

Kort

Vis på kort