Lorelei-klippen ved Rhinen

På toppen af den Verdensberømte og sagnomspundne klippe 

Kører du langs Rhinen mellem Mainz og Koblenz findes der et utal af vidunderlige oplevelser. Besøg fx den sagnopspundne Lorelei-klippe, der næsten uden advarsel rejser sig ved flodbredden. Den 194 m høje skiferklippe troner højt over Rhinens smalleste sted ved St. Goarshausen.

Klippen blev i sin tid verdensberømt gennem sagnet om den skønne, men ulykkelige Loreley, der sidder på klippen og kæmmer sit hår, mens hun synger. Sangen og hendes skønhed fortryllede besætningen på skibene i en sådan grad, at de ikke længere var opmærksomme på de kraftige strømninger og skibet derfor blev smadret mod klippen.

Får du slæbt dig helt op toppen af klippen, ligger der et fint besøgscenter, der fortæller alt om Loreley og regionen. Men vil du se den officielle statue at Loreley, så skal du ned fra klippen igen. Sæt  din bil på den lille p-plads foran klippen helt ned til Rhinen. Gå en tur ud til enden af den lille landtange, og herude bliver du belønnet med synet af Loreley i form af en smuk bronzestatue. 

Lorelei-klippen ligger på den UNESCO-beskyttede kyststrækning, Oberes Mittelrheintal, der er fuld af historiske borge og vidunderlig natur.

Kort

Vis på kort