Adrenalin i Andalusiens natur
9 dage Fra 9.648 kr.
Så skal du besøge den lille beskedne tapasbar, El Coto, midt i Rondas bankende hjerte. Spanske familier strømmer til stedet, og mens børnene driller de travle tjenere, hilser forældrene på venner og bekendte, der driver forbi. Her serveres enkle tapas uden pomp og pragt, og selv spanierne står i kø for en plads ved El Cotos ombejlede metalborde. Besøg den undselige restaurant, når sulten melder sig under kør-selv-ferien i Andalusien.
Et stenkast fra Rondas turistede centrum finder du denne lokale tapasperle. El Coto er en kombineret bar og tapasrestaurant, der med sine brune fliser og hævede caféborde ikke ser ud af meget. Den aflange disk er beklædt med rødlige mursten, de langstilkede glas hænger klar i loftet og vinflaskerne er stablet langs bagvæggen. Den småløbende tjener veksler i pendulfart mellem køkken, bar og restaurantens udendørs borde, der nærmest blev besat i samme nu, da El Coto slog dørene op til aftenens servering.
Udenfor summer den lille sidegade af spanske gloser og aftenens bestillinger. De små borde rokker vakkelvornt på den ujævne brostensbelægning, plasticstolene knirker beskedent, mens den sydspanske aftenhimmel åbner sig højt over den smalle gade. Her mødes spanierne og nyder et sent aftensmåltid, mens de fylder den lille sidegade med småråbende samtaler og højrøstede grin.
På små hvide tallerkner ligger groftskårne ostestykker med brødstænger, mens spanske pølser akkompagneres af pomfritter, der ligger hulter til bulter. Der er hverken garniture eller særlige saucer, men de enkle tapas er velsmagende og autentiske. Præcis som de skal være.
Vælg deres faste ost, en tallerken chorizo iberico og et par bocadillos. De små spanske mini-sandwichs er simple, men de få ingredienser er velsammensat, nøje tilpasset og frem for alt serveres de frisklavet i lunt, sprødt brød. Prøv for eksempel den klassiske med ost og skinke, eller kast dig ud i en lidt mere særpræget variant med tomat og den lokale specialitet bacalao – saltet klipfisk. Her får du virkelig et indblik i Andalusiens gastronomiske kunnen. El Coto byder på et billigt måltid, velsmagende Rioja og et indblik i spaniernes tapasvaner.
"Kom klokken 20, når stedet åbner og spis dig mæt i husets tapas. Få et glas øl til 1,20€ og bliv siddende og nyd den summende leben fra kl 21.30, når spanierne tager ud at spise."