Mallorca på midten

Vin og idyl i hjertet af Mallorca

På den frodige slette inde midt på Mallorca møder du olivenlunde, blomstrende mandeltræer og uspoleret natur så langt øjet rækker. Vinmarkerne danner sirlige mønstre i landskabet, og ude i horisonten mod vest rejser Tramuntana-bjergene sig. Modsat kystbyerne har tiden stået stille i byerne i hjertet af Mallorca. Her på Mallorcas flade midte hersker fred og idyl og masser af tradition i smukke landsbyer som Inca, Selva og Mancor de la Vall. Byerne vrimler med lokale råvarer og traditionelt mallorcinsk håndværk, som du kan finde på de lokale markeder, bl.a. på de store markeder i Inca og Sineu.

Inspiration

Kunsthåndværk i Mallorcas hjerte

I de små landsbyer på midten af Mallorca holdes de ældgamle håndværkstraditioner i hævd. I værkstederne, der ofte er åben for publikum, arbejder de med stofvævning, keramik og lædervarer. Inca er nærmest en stor lædervarebutik, hvor du kan købe lækre håndsyet lædersko, bælter og tasker. Mellem Manacor og Palma finder du Gordiola-glasværket fra 1700-tallet, her kan du opleve, hvordan nogle af øens bedste glaspustere arbejder med at skabe fantastiske kreationer. Caimari er en af de mest fredsommelige og autentiske mallorcinske landsbyer og centrum for Mallorcas olivenolieproduktion.

Vinruten på Mallorca

Op til 1800-tallet var det centrale Mallorca centrum for en omfattende vinproduktion, men så blev øen hærget af vinlus, og på kort tid blev der sat en stopper for det mallorcinske vineventyr. I dag er vinproduktionen igen i højsædet i et af Spaniens mindste vindistrikter, Binissalem. I trekanten mellem Santa Maria del Camí, Binissalem og Santa Eugènia, en overskuelig strækning på ca. 30 km, ligger et utal af små bodegas og vinkældre, hvor I kan smage de dejlige dråber, uanset om I er til cava, rosé, rød- eller hvidvin.


"Hvert år i slutningen af september kan du deltage i den store fiesta, Es Vermar, hvor man fejrer, at vindruehøsten er kommet i hus."

- Alan - rejsespecialist i Lyngby


Kort

Vis på kort