Idylliske bjergbyer i Serra De Tramuntana
Mallorcas vestkyst er domineret af bjergkæden Serra de Tramuntana, et UNESCO-beskyttet naturområde, der rummer utrolig skønhed og skønne, uberørte byer og strande. Bjergskråningerne, der er fyldt med oldgamle oliventræer, gemmer på fantastiske vandreruter samt natur- og dyreparken La Reserva. Her er vores bud på 4 byer, du skal besøge, når du er på kør-selv-ferie i Tramuntana-bjergene.
inspiration
VALLDEMOSSA - KOMPONISTENS BY
Valldemossa er et eksklusivt lille paradis, hvis charme er svær at matche. Cremefarvet og fin ligger den omgivet af frodige bjergskråninger med farverige smågader og fine småbutikker. Valldemossa kom for alvor på verdenskortet, da komponisten Frédéric Chopin, sammen med veninden George Sand, valgte at tilbringe vinteren 1838-1839 i byen. Siden har Valldemossa levet af at sælge historien om Chopin, og en af byens hovedattraktioner er da også klosteret, hvor det berømte par boede.
DEÌA - Attraktiv kunstby
I de snævre gader i Deìa bliver du hurtigt revet med af den omfavnende bohême-stemning. Små kunstbutikker bugner af smukt håndværk og malerier, der sammen med farverige skodder sætter kulør på byen. Deìa tiltrækker da også helt store stjerner som Madonna, Mick Jagger og Claudia Schiffer, der har deres ferieboliger ved byen. Og det er ikke mærkeligt at stjernerne flokkes til denne maleriske enklave af okkerfarvede stenhuse og grønne blomsterbugnende haver. Er du rigtig heldig, støder du på nogle af kendisserne på den lokale bar, La Fonda.
PORT DE SÓLLER OG SÓLLER
Port de Sóller, der ligger fint i en bugt omkranset af lodrette klippevægge, er en skøn lille oase. Herfra kan I tage den over 100 år gammel sporvogn med lakerede træsæder og smedejernsbroderier til byen Sóller, der ligger nogle kilometer oppe i bjergene blandt citron- og appelsintræer. Intet smager bedre end en saftig Sóller-appelsin eller den lokale citronis, der er læskende kold i sommervarmen. I Sóller kan du komme på en rejse tilbage i tiden med veterantoget, også kaldet appelsinekspressen, der kører mellem Sóller og Palma. På den 27 kilometer lange bjergrige strækning kommer du gennem intet mindre end 13 tunneller.
FORNALUTX - Mallorcas smukkeste by
Denne lille uspolerede perle, der ligger omkranset af citrontræer og olivenlunde med Mallorcas højeste bjerg som bagtæppe, er kåret som Mallorcas smukkeste by. Her venter fredsommelige stunder på byens torv, smagfulde besøg på hyggelige restauranter og ikke mindst betagende gåture i de smalle middelalderlige og farverige gader.
Oplev en af Mallorcas smukkeste vandreruter, Torrent de Pareis, der ender ved den spektakulære strand Sa Calobra. At bade her mellem de 200 meter høje klipper er ret fantastisk.
- Mogens Christensen, Europa-specialist og produktchef