Det Skotske Højland
11 dage Fra 13.915 kr.
Highland games er en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor de deltagende konkurrerer i en masse sportsgrene, som du sikkert aldrig har hørt om. Traditionen er en hyldest til den skotske og keltiske kultur, hvor klanerne igennem årtier har dystet i discipliner som bl.a. sækkepibespil, dans, hammerkast, kast med halmballer, tovtrækning og pælekast. Specielt pælekast var vi meget imponeret over, da pælene er ca. 6 meter lange og vejer omkring 80 kg! Pælen skal kastes så den drejer om egen akse, og lander så tæt på en lige linje fra kasteren som muligt. En imponerende og sjov disciplin.
Highland games finder sted i forskellige byer i Skotland over hele sommeren - typisk fra begyndelsen af maj og det topper i august og september. Udover at det er en ret underholdende dag, får I også indblik i den skotske, traditionsrige historie og kultur. At se de forskellige klaner dyste mod hinanden på venskabeligt vis er en sjov oplevelse.