Det Skotske Højland
11 dage Fra 13.915 kr.
Isle of Skye i Skotlands vestlige højland er primært kendt for sin overdådigt smukke natur. Men det er ikke det eneste, der bør lokke dig til øen. Hvis du er lidt af en gourmand har du sikkert allerede hørt om restauranten The Three Chimneys. Og hvis ikke, så kan du godt begynde at slikke dig om munden nu. Den lille restaurant skaber smagsoplevelser i samspil med den barske natur på Isle of Skye, og blev i 2018 kåret til UK Restaurant of the Year. Og prisen? Ja, den kan de fleste faktisk være med på.
I den lillebitte flække, Colbost, på vejen mod fyrtårnet Neist Point på Skyes og Storbritanniens allervestligste punkt, ligger en gammel hvidkalket stenhytte med tre små skorstene. Hytten er omringet af vindblæste bakker og et par meter fra hoveddøren ligger bugten Loch Dunvegan. Man skulle ikke umiddelbart tro det, men her i midten af ingenting gemmer der sig en gourmetoplevelse af de helt store.
Hytten huser nemlig den prisvindende restaurant The Three Chimneys, der siden 1985 har tiltrukket gourmander og foodier fra hele verden til afsidesliggende Isle of Skye. Restauranten er tidligere blevet udpeget af New York Times som én af fem restauranter i verden, der virkelig er værd at rejse efter. Og det er ikke svært at forstå hvorfor! Fra du træder ind ad døren i de intime lokaler med rå stenvægge, pejs og farver, der smukt spiller sammen med landskabet udenfor, er oplevelsen helt i top.
Som når overtjener James med en snert af formel britisk attitude vejleder dig til de bedste vine og lokale ales. Eller når du - complements of the chef - får serveret tre delikate slags brød med tangsmør (!) Og det er helt bestemt en himmelsk oplevelse at smage på chefkokken Scott Davies' smukke anretninger, der er lavet af de friskeste lokale skotske råvarer. Både i smag og præsentation mimer retterne naturen uden for vinduet, så du nærmest føler, at du tager en bid af Isle of Skye selv.
Du tænker måske, at det lyder som en smagsoplevelse, der vil koste dig pensionen. Men den fire-retters aftenmenu ligger i omegnen af 95 pund (2023-priser). Kommer du i frokosten, som undertegnede gjorde, er priserne mindre, men det er oplevelsen bestemt ikke.
The Three Chimneys har ingen børnemenu, men alle deres retter kan laves som halve portioner, og de gør i øvrigt alt, hvad de kan for at tilpasse maden til individuelle ønsker. Selv hvis du har poderne med på tur, skal du altså ikke snydes for oplevelsen.
Den største hindring for at få denne eksklusive gourmetoplevelse er derimod muligheden for at få et bord. Der er mere eller mindre travlt hele året, men især i højsæsonen fra maj til oktober, bør du booke i rigtig god tid. Der kan være måneders venteliste. Men det er med garanti indsatsen værd!
"Frokosten på The Three Chimneys var en helt fantastisk oplevelse og en ret lækker pause mellem de vilde naturoplevelser. Det er i det hele taget et godt tip at besøge gourmetrestauranter i frokosten. Der er priserne nemlig oftest lidt lavere"
- Ditte, rejsespecialist i Lyngby
Gør som 200.000 andre og tilmeld dig vores nyhedsbrev, hvor du modtager rejseinspiration og gode råd.