Det royale Castle & Gardens of Mey

Her boede 15 jarler fra 1500 til 1800 tallet

Smukt beliggende på nordkysten af Caitness kun få hundrede meter fra vandet og i godt vejr med udsigt direkte mod Orkney Øerne ligger slottet Castle of May.

Slottet blev oprindelig bygget midt i 1500-tallet, og har i flere hundrede år været hovedsæde for en lang række Earls of Caitness, og stort set stået uændret indtil den tolvte earl i rækken, William Burn, tog over. I 1819 igangsatte han en større om- og tilbygning med et nyt indgangsparti og en ny større spisestue. Familien fastholdt ejerskabet af slottet indtil den 15tende i rækken, George Sinclair, døde uden arvinger i 1889.

Efter George Sinclairs død overgik slottet til den skotske zoolog F.G. Heathcote, men det var først i 1952, at der for alvor skete noget markant med ejerforholdet, da det blev solgt som sommerresidens til enkedronningen Queen Elizabeth – mor til dronning Elizabeth II. Den engelske kongefamilie har længe haft en svaghed for den skotske natur, og under et besøg på disse kanter købte enkedronningen slottet, som i de følgende år blev renoveret og restaureret sammen med haverne. Specielt the Walled Garden, hvis mure der virkelig er brug for til at skabe læ i det vindblæste område, er et besøg værd.

Efter enkedronningens død overgik Castle of May til Queen Elizabeth Castle of Mey Trust, som både sikrer vedligeholdelse og holder slottet åbent for besøgende.

Kort

Vis på kort