Kakkelmuseet i Lissabon

Museu Nacional do Azulejo

Det er måske ikke det lettest tilgængelige museum. Faktisk er det lettest at komme dertil i taxi, men Kakkelmuseet i Lissabon er absolut et besøg værd. På Kakkelmuseet oplever du den udvikling og forandring, der er sket i produktionen og udsmykningen af de smukke kakler gennem 400 år. Du får hele historien bag produktionen og betydningen af kakler, der på portugisisk hedder azulejos. Du ser i øvrigt stadig kaklerne alle vegne i bybilledet i Lissabon. De pryder mange husfacader i de gamle kvarterer og de benyttes blandt andet til udsmykning af byens ellers så moderne og strømlinede metrostationer.

Enestående kakkelsamling

Kakkelmuseets samling er enestående – der findes ikke noget tilsvarende noget sted i verden. Her vises en imponerende række kakler fra så tidligt som det 15. århundrede siden om side med plancher om fremstillingsmetoder. Museet har til huse i et tidligere kloster, Madre de Deus Convent, som efter det store jordskælv i 1755 gennemgik en renovering, der gjorde det til en af Lissabons mest storslåede bygninger. Den pragt og overdådighed der ses i kapellet viet til St. Anthony er især imponerende.

Kakkelmosaik af Lissabon før det store jordskælv

Den nok flotteste udstillingsgenstand er en komposition af blå-hvide kakler, der forestiller byen Lissabon før det store jordskælv. Værket blev fremstillet i 1738, består af 1.300 kakler og har en længde på 23 m. Kakkelmuseet byder også på en lille museumsbutik, hvor du kan købe kakler med hjem fra Lissabon som et minde.

Kort

Vis på kort

Oplev Lissabon - skab din egen historie