Naschmarkt i Wien

Et multikulturelt marked

På Naschmarkt kan du opleve Wiens mest multikulturelle marked, der strækker sig langt hen over den overdækkede Wienflod. Start din tur på Naschmarkt fra centrumsiden med de noble luksusboder med alt hvad hjertet begærer inden for kød, fisk, vildt, frugt og grønt. Jo længere du fortsætter ned ad Naschmarkt, jo flere anderledes udbud dukker der op, for her sælger tyrkere, persere, kinesere, japanere, grækere og albanere deres særlige udgaver af ost, oliven, frugt, grønt og krydderurter.

På Naschmarkt hersker et utal af sprog, alverdens farver, vilde dufte og forførende produkter. I den senere tid er der også dukket en række delikatesseforretninger op samt ikke mindst en række hippe restauranter med fortrinsvis asiatisk- eller middelhavskøkken. Hver lørdag formiddag indfinder omegnens bønder sig på Naschmarkt med herlige specialiteter fra køkken, mark og vinkælder, ligesom et loppemarked med alskens kuriositeter lokker både lokale som turister.

Kort

Vis på kort