Det bedste af Midtengland og Wales
9 dage Fra 9.295 kr.
Da Great Western Railway blev etableret i 1833, var formålet at anlægge en jernbaneforbindelse mellem den vigtige havneby Bristol og hovedstaden London, og her var Swindon et vigtigt stop undervejs. Det var her togforbindelserne gjorde stop for at udskifte lokomotiverne på vejen fra London, så de kunne klare det mere kuperede terræn herfra gennem Cotswolds mod Bristol.
Allerede i 1840 blev det derfor besluttet at Swindon skulle være stedet, hvor Great Western Railways placerede deres værksteder og byggede nye lokomotiver. På det tidspunkt havde Swindon kun godt 2.500 indbyggere, der ved midten af 1900-tallet var vokset til over 14.000.
Befolkningstilvæksten viser den hast og størrelse, som Great Western Railways udbyggede sine værksteder og administration, og det kan selvom værkstederne lukkede ned i 1986 ses i bebyggelsen af Swindon den dag i dag . En del af værkstedshallerne er i dag fortsat benyttet med nye formål som McArthurGlen Designer Outlet og STEAM museet for Great Western Railways, men rundt om i byen ligger administrationsbygninger som Great Western Railway’s general office bygning fra 1840’erne, the Carriage Works fra 1860’erne, hvor passagervognene blev bygget, det gamle Water Tower fra 1870’erne der gav vand til damplokomotiverne og ikke mindst de mange arbejderboliger rundt om i byen. Og naturligvis hoteller som The Queens Hotel fra 1840'erne, The Great Western Hotel fra sidst i 1860'erne og The Dolphin Hotel fra 1890'erne, men læg også mærke til pubberne The Queens Tap og The Glue Pot, hvor byens befolkning kunne mødes og slukke tørsten efter endt arbejdsdag.
Man kan således med rette sige, at Swindon ikke kun er en stationsby - men den ultimative jernbaneby.