Indrejsetilladelse (ETA) for danske statsborgere, der ønsker at rejse til Storbritannien (England, Skotland, Wales og Nordirland)
For at kunne rejse til Storbritannien (dvs. England, Skotland, Wales og Nordirland) skal der søges om en elektronisk forhåndsgodkendelse (ETA - Electronic Travel Authorisation), inden indrejse kan finde sted. Dette gælder også for transit-passagerer (fx. ved flyskifte i London). Det kræver nemlig en indrejsetilladelse, selvom du kun er i transit.
Det er dit eget ansvar at sikre, at du overholder Storbritanniens ind- og udrejseregler. Det er landets myndigheder, som fastlægger ind- og udrejsereglerne for landet, og det er dem, der kan afgøre, om du opfylder kravene.
Fakta om ETA forhåndsgodkendelse til Storbritannien:
- Du skal ansøge om ETA forud for rejsen til Storbritannien (dvs. England, Skotland, Wales og Nordirland).
- ETA til Storbritannien træder i kraft for danske statsborgere den 2. april 2025. ETA kan søges fra 5. marts 2025.
- ETA til Storbritannien kræves uanset om du ankommer med fly, skib, bil, autocamper, motorcykel, cykel eller til fods osv.
- ETA til Storbritannien vil være knyttet til dit pas og gyldigheden er to år eller indtil passet udløber – alt efter hvad der kommer først.
- Du vil kunne foretage flere rejser til Storbritannien på op til 6 måneder inden for disse to år.
Transit-passagerer skal også have ETA
Passagerer der blot skal skifte fly/mellemlande i Storbritannien skal også ansøge om ETA. Det kræver nemlig en indrejsetilladelse, selvom du kun er i transit i lufthavnen og skal videre til et oversøisk rejsemål.
Hvad koster ETA til Storbritannien?
- ETA til Storbritannien koster 10 GBP (britiske pund) pr. person, og ALLE rejsende, herunder spædbørn og børn skal havet eget ETA.
- Betaling kan foretages med betalingskort, Apple Pay eller Google Pay.
Det skal du bruge ifm. ETA ansøgningen til Storbritannien
- Dit fysiske pas som benyttes ifm. rejsen
- Adgang til e-mail
- Betalingskort / Apple Pay / Google Pay
Som en del af ansøgningsprocessen skal du:
- Uploade et billede af dit pas
- Uploade et ansigtsbillede af ansøgeren
Det er ikke nødvendigt at angive rejsedetaljer.
Her søger du ETA til Storbritannien
Husk at søge om ETA i god tid inden afrejse. Du søger hurtigst og nemmest ved at benytte "UK ETA app'en", men det er også muligt at ansøge online.
- Download app'en fra App Store:
https://apps.apple.com/us/app/uk-eta/id6444912481
- Download app'en fra Google Play:
https://play.google.com/store/apps/details?id=uk.gov.HomeOffice.ho3
- Ansøg online:
https://apply-for-an-eta.homeoffice.gov.uk/apply/electronic-travel-authorisation/easier-on-the-app
Hvis du ansøger for en en person som du ikke skal rejse sammen med, så skal du benytte online ansøgning.
Godkendelse af ETA
- Du modtager en e-mail, når der er truffet en beslutning om din ETA ansøgning.
- Normalt modtager du denne e-mail inden for 3 hverdage, i nogle tilfælde dog hurtigere.
- Enkelte ETA ansøgninger kan tage længere end 3 hverdage.
- Du kan slette ETA appen, når du er færdig med din ansøgning.
- Din ETA ansøgning er tilknyttet dit pas, og du behøver ikke at vise andet, når du rejser ind i Storbritannien.
Bemærk vedr. rejser til Irland
ETA er ikke påkrævet for rejser til Irland (Republikken Irland). ETA gælder således kun for rejser til England, Skotland, Wales og Nordirland. Du skal dog søge om ETA til Storbritannien hvis du på din vej til Irland gør stop i Storbritannien, fx. ifm. transit/flyskifte i London eller anden lufthavn eller hvis du krydser landegrænsen mellem Nordirland og Irland.
Bemærk vedr. rejser til kanaløerne Guernsey, Jersey samt Isle of Man
ETA er endnu ikke påkrævet for rejser til øerne Guernsey, Jersey samt Isle of Man. Du skal dog søge om ETA til Storbritannien hvis du på din vej til disse øer gør stop i Storbritannien, fx. ifm. færgeoverfart. Det forventes at ETA til Guernsey, Jersey samt Isle of Man indføres i slutningen af 2025.
Adresse på den britiske Ambassade
Yderligere info på: https://www.gov.uk/guidance/apply-for-an-electronic-travel-authorisation-eta
Den britiske Ambassade i Danmark
British Embassy Copenhagen
Kastelsvej 36-40
DK-2100 København Ø
Danmark
https://www.gov.uk/world/organisations/british-embassy-copenhagen
Læs mere på
www.um.dk