Cimetière militaire danois de Braine - en dansk soldaterkirkegård fra 1 verdenskrig

…. for en sag der ikke var deres"

For mange danskere er det i dag en overraskelse at finde en kirkegård i Braine vest for Reims i Nordfrankrig med faldne danske soldater fra den første verdenskrig. Danmark var jo neutral gennem hele første verdenskrig, men det var jo kun den del af Danmark, der var nord for Kongeåen, da Sønderjylland fra linjen syd for Kolding til Esbjerg havde været tysk siden afståelsen efter nederlaget i krigen 1864.

Det betød, at 30.000 soldater fra Nordslesvig – det nuværende Sønderjylland - deltog på tysk side, uanset om de var dansk eller tysksindede, og heraf døde mere end 4.000. På kirkegården i Braine bliver du helt beklemt over at se de danske navne som Marius Petersen født i Toghalemark, Hans Christian Mortensen født i Skovlund eller Otto Theodor Iversen fra Maugstrup, hvoraf mange faldt, som der står på mindesmærket på kirkegården, "for en sag der ikke var deres”.

Historien bag Cimetière militaire danois de Braine 

Efter afslutningen af den første verdenskrig var de faldne sønderjyder begravet på en lang række kirkegårde langs fronten, men i 1924 tilbød den franske stat at stille et stykke jord til rådighed for en dansk soldaterkirkegård. Ved indvielsen af kirkegården i 1924 var der 50 grave med faldne, der blev overflyttet fra andre kirkegårde, og efterfølgende er der kommet 30 til, så her i dag ligger 80 sønderjyder begravet på kirkegården i Braine. Den seneste bisatte med ophav i Haderslev blev bisat i Braine i juni 2024.

Kirkegården og mindestenen er udformet af den danske arkitekt Oscar Gundlach-Pedersen, der også er kendt for en række markante bygninger i København og hans sølvarbejde for Georg Jensens Sølvsmedie. Muren og porten til kirkegården er naturligvis opført i mursten doneret af et sønderjysk teglværk, og forbindelsen mellem Sønderjylland og Braine er fastholdt i at være venskabsby med byen Haderslev.

Kort

Vis på kort