New Braunfels

Texas gæstfrihed og tysk gemütlichkeit

Der er noget charmerende og genkendeligt over New Braunfels i Texas – måske fordi byen bærer tydelige spor af sin tyske arv. Byen blev grundlagt tilbage i 1845 og i dag, står der stadig mange originale bygninger fra den tid. Et godt eksempel er Gruene Family Home fra 1872, der blev bygget i victoriansk stil og senere hen blevet renoveret og forvandlet til Gruene Mansion Inn - et unikt overnatningssted. Det er især i Gruene Historical District lidt uden for centrum, du finder mange af disse historiske bygninger. De er nænsom blevet renoveret gennem årtier og blevet til butikker og små hyggelige spisesteder.

Det er også i det historiske distrikt, du ser tyske navne på gadeskiltene, klassiske tyske ”ølhaver” og det gamle vandtårn, der skyder højt til vejrs. Du får også muligheden for at se- og besøge Texas ældste bageri, isenkræmmer og den ældste dansesal, Gruene Hall. Melder sulten sig er Gristmill ved Guadalupe-floden en oplagt mulighed. Her er der en herlig stemning, hvor der både er inden- og udendørs servering. Menuen dækker alt fra sandwich, burgere, salater, fisk og saftige grillstegte bøffer til søde sager som f.eks. Jack Daniels Pecan Pie.

Inspiration

Eksempler på aktiviteter i New Braunfels

I november måned afholdes den årlige Wurstfest, hvor tyske traditioner og Texas gæstfrihed danner rammerne om 10 festlige dage. Her er der musik og dans, øltelte, masser af underholdning, højt humør og så er det er sjovt at opleve lederhosen og tyske folkedragter midt i Texas.

Rejser du med børn er et besøg i Schlitterbahn et must. Det er et kæmpe vandland med vandrutsjebaner i alle afskygninger. Her er noget for de forsigtige, de modige og de adrenalinsøgende – I vil få en fest.

På en varm dag er det oplagt at leje en badering eller en kajak og bare flyde stille og roligt ned ad Guadalupe- eller Comal floden, der begge løber gennem New Braunfels. 

Har I tiden til det, så kan I køre de ca. 25 kilometer til Natural Bridge Caverns – den største tilgængelige grotte i Texas. Her kan I vælge mellem flere forskellige ture i grotterne. Er det ikke nok er der mange andre aktiviteter fra ture med zipline og klatrekurser til en kæmpe labyrint. Her er vitterlig noget for hele familien.

New Braunfels ligger ca. 40 minutters kørsel nordøst for San Antonio.

Kort

Vis på kort