Det Skotske Højland
11 dage Fra 13.915 kr.
Kenmore ligger, hvor der i middelalderen lå en by kendt som Inchandie, men jarlen af Breadalbane havde andre planer og byggede i midten af 1700-tallet en ny og planlagt by helt fra grunden. Derfor er Kenmore i dag en by bygget op om et torv – The Square – omkranset af en række hvidmalede bygninger. En af disse bygninger er Kenmore Hotel, der ligger på den attraktive side ned mod River Tay, og kroen brøster sig af at være den ældste kro i Skotland.
En anden af de markante hvide bygninger i Kenmore er kirken fra 1760. Kirken er bygget i den vestlige ende af ”The Square” og på to af siderne er der markante skrænter ned mod River Tay, der giver placeringen en dramatisk virkning.
Byens placering skyldes den samtidige Kenmore Bridge, der med sine syv hvælvinger giver passage over River Tay. Med broen blev Kenmore et knudepunkt for trafikken i denne del af Perthshire, da det var her passagen over River Tay var sikker.
Kenmore er i dag en fredet by, så den smukke udformning kan blive bevaret i tiderne fremover.