Glasgow Necropolis - de dødes by

En victoriansk kirkegård med imponerende arkitektur og gamle gravmonumenter

Glasgow Necropolis er en historisk kirkegård i Skotland, der hviler på en bakketop nær Glasgow-katedralen. Den blev grundlagt i 1832 og er kendt for sin imponerende arkitektur og smukt udførte gravmonumenter. Hvis du besøger kirkegården bliver du også belønnet en storslået udsigt over byen Glasgow og floden Clyde foruden den særlige stemning, der hviler over stedet. Her er mere end 50.000 personer begravet - også betydningsfulde skotske skikkelser, men kun omkring 3.500 grave har et monument med navn. Gå en tur blandt de fascinerende gravmæler, der spænder fra victoriansk til gotisk stil.

Besøger du de dødes by i nattens mørke skær, ændrer kirkegården sin idylliske stemning. Gravmonumenterne rejser sig som spøgelser fra fortiden og hvinende vinde hvisker gennem luften og bærer de afdødes sjæle. Og uhyggen breder sig, når måneskinnet kaster skæve skygger over gravstederne. At vandre mellem gravene om natten er som at træde ind i grænselandet mellem de levende og de døde, og det er en oplevelse, der sender gys ned ad ryggen - tør du komme med på en tur?

Inden 1832 var der planlagt underjordiske gravpladser

Oprindeligt var der planlagt katakomber - underjordiske gravpladser for at forhindre gravrøvere, der havde en indbringende forretning med at forsyne kirurger og medicinstuderende med lig, til medicinske studier. Kirurgerne måtte nemlig kun modtage én henrettet kriminel om året til deres studier og mange var parat til at betale en pæn sum for friske lig. Dette endte i 1832, da Anatomiloven blev indført, hvilket betød en lovlig, konstant forsyning af lig til de medicinske studier.

Kort

Vis på kort