Eventyr i Western Australia og cruise i The Kimberley
28 dage Fra 99.906 kr.
Der er lagt op til eventyrlige oplevelser i den østlige del af Kimberley, når du ankommer til Kununurra. Det er en forholdsvis lille by, men du kan gå en tur til et udsigtspunkt over byen, besøge byens museum, tag på søndagsmarkedet der afholdes fra april til september, nyde en picnic ved Black Rock Falls eller smage på byens berømte Ord River Rum. Men det der lokker mange rejsende til Kununurra, er de mange store naturoplevelser i området.
Kununurra er et godt udgangspunkt for Purnululu National Park med de spøjse, bikubformede sandstenskupler (Bungle Range), der kom på UNESCOs verdensarvsliste i 2003. Et andet af Kununurras helt store trækplastre er Lake Argyle, der blev skabt af Ord-flodens dæmning. Med sine imponerende 1.000 km², er Lake Argyle en af de største menneskeskabte søer på den sydlige halvkugle. Begge naturscenerier kan opleves på en scenisk flyvetur, hvor du virkelig få øje for områdets uendelige vidder og barske natursceneri.
Lake Argyle ligger ca. 75 kilometers kørsel syd for Kununurra via Victoria Highway. Du kan også sejle hele vejen fra Kununurra til den inddæmmede sø via Ord River. Lake Argyle lokker med masser af aktiviteter. Tag fx på en bådudflugt langs søens kyster, forbi småøer og nyd den overraskende store variation af flora- og fauna. Du kan spotte alt fra de charmerende, små wallabies til store ferskvandskrokodiller og hundredvis af fuglearter. En anden mulighed er en tur i firhjulstrækker med en kyndig guide, der kan fortælle vidt og bredt om Lake Argyle.
Kununurra ligger faktisk kun 45 kilometer fra grænsen til Northern Territory og ca. 830 kilometer fra Darwin mod nordøst. Nærmeste nabo er Wyndham ca. 100 kilometer mod vest.