Alexander Graham Bell National Historic Site i Baddeck

Kom tæt på en mand med visioner

Er du nysgerrig af sind eller gemmer der sig en lille opfinder i dit barn? På Alexander Graham Bell National Historic Site, i den billedskønne by Baddeck, kommer du tæt på opfinderen Graham Bell, der burde være kendt for meget mere end telefonen. Han var oprindeligt lærer for døve- og hørehæmmede og det var her han fandt sin kone, Mabel Hubbard. Graham Bell faldt for Baddecks beliggenhed og boede der i sommerperioden sammen med sin kone, der var en fast støtte i hans liv. Fra museets tagterrasse har du udsigt over Baddeck Bay, Kidston Island med det lille fyrtårn og til hans elskede sommerhus Beinn Bhreagh Hall.

Det var under forsøg med udvikling af apparater til døveundervisningen, at ideen til telefonen udviklede sig, men hans interesser udviklede sig til flere opfindelser og nyskabende design fra grafofon og drager til fly. Graham Bell var bl.a. med til at designe AEA Silver Dart, der foretog Canadas første flyvning i 1909 og HD4 Hydrofoil, der med en fart af 114 km/t satte verdensrekord i 1919. Du kan se tro kopier af dem begge. Han så også muligheden for fjernsyn via elektricitet – tænk hvis han havde været vidne til fjernsynets udvikling og betydning.

Du kan selv gå igennem diverse udstillinger, men med en guide kommer du endnu tættere på de banebrydende opfindelser og ideer, der var- og er med til at forme vores moderne verden.

Kort

Vis på kort