Oahu, rundtur på øen
(150 km)
I dag venter en dejlig køretur rundt på Oauh, så I også kommer ud og oplever det, der ligger uden for Honolulu. Om morgenen henter I jeres lejebil i Waikiki og sætter straks kurs mod Hwy 61 og Nuuanu Pali, der er blandt Oahu's flotteste udsigtspunkter.
Herfra går turen mod nord og efter ca. en halv times kørsel kommer I til Kualoa Ranch. Gør et stop her og besøg stedet, hvor mange store film er indspillet. Det varierede landskab og den flotte natur har været kulisse for en god del scener i film som bl.a. Pearl Harbor, Godzilla, Kong: Skull Island, Jumanji og Jurassic Park.
I fortsætter mod nord og kommer op til Polynesisk Kultur Center, hvor I kan opleve masser af aktiviteter, underholdning med sang, dans, lokale specialiteter og mulighed for at lære en masse om den polynesiske kultur. I nærmer jer nu det nordligste punkt på øen, hvor I kan tage en forfriskende dukkert fra Hanaka‘Ilio Beach, inden I fortsætter langs kysten, hvor strandene ligger på stribe.
Når I kommer til byen Haleiwa drejer I fra kysten og kører igen ind i landet. I kommer nu til Dole Plantation, hvor der dyrkes ananas i stor stil. Besøg plantagen, lær om hvordan man dyrker ananas og tag en tur i det lille tog, der kører rundt mellem de store ananas-marker.
Tilbage I Waikiki er det blevet tid til at aflevere bilen. Forventer I først an være tilbage i Waikiki i løbet af aftenen, vil udlejningskontoret være lukket og I bør bestille bilen, så den kan afleveres næste formiddag.
Overnatning i Waikiki