Cykelkrydstogt på Donau
10 dage Fra 14.050 kr.
Som i så mange andre byer er der også områder i München, der er under hastig forandring. Bydele, der før husede værksteder og småindustri, lagerbygninger og transportfirmaer bliver nu fyldt med kreative folk og opstartsvirksomheder. Schlachthofviertel er et sådan sted, Münchens pendant til Kødbyen. De mange slagtere har givet bydelen tilnavnet Byens Mave, som i dag er et af Münchens mest autentiske steder.
Det rå look understreges af byens længste grafittivæg og af Bahnwärter Thiel med sin undergrunds-kulturscene. Enkelte slagtere holder fortsat fanen højt og sørger for, at du kan få Weisswürstchen allerede fra kl. 7 om morgenen. Små bryggerier og barer skyder op over alt og sætter scenen for nye øltrends med frisktappet, håndbrygget øl. Apropos scene, så slog das Müncher Volkstheater dørene op i sine nye omgivelser i Schlachthofviertel i efteråret 2021.
Haidhausen er en anden bydel, der skifter ham. Det gamle arbejderkvarter på den østlige side af Isar ligger nu som en landsby midt i storbyen og vidner om de tider, hvor daglejere og lykkeriddere fra landet tjente til livets ophold ved hårdt, fysisk arbejde. På Herbergsmuseet kan du få en ide om de forhold, de ofte store familier levede under i de endeløse lejekaserner. Ejendommene er nu frisket gevaldigt op, og små, hyggelige butikker indbyder til at snuse rundt. På Wiener Platz kan du tilbringe en hel, kulinarisk dag blandt grønt- og blomsterhandlere, cafeer, vinbarer, bagerier og meget andet.
I direkte tilknytning til Wiener Platz ligger Hofbräukeller, hvor op mod 50 bryggerier tidligere opbevarede deres øl i de kolde kældre, indtil opfindelsen af kølemaskinen i 1876 gjorde kældrene overflødige. For at give skygge til kældrene plantede man kastanietræer på pladsen – og den første Biergarten i München var en realitet. I dag holder Hofbräukeller de gode, bayerske traditioner højt i hævd.
Gør som 200.000 andre og tilmeld dig vores nyhedsbrev, hvor du modtager rejseinspiration og gode råd.