Californien i børnehøjde

14 dages kør-selv-forslag til Californien i børnehøjde

Oplev Californien i børnehøjde for her står oplevelserne i kø. Besøg de store træer i Sequoia, kom tæt på de imponerende vandfald i Yosemite, gå på udkig efter de kendte i Hollywood, tag på cykeltur over Golden Gate i San Francisco, besøg Micky Mouse og hans venner i Disneyland og svæv over dyrene i San Diego zoo.

Denne tur er sprængfyldt med Californiens spændende oplevelser for alle aldersklasser. En god blanding af kendte storbyer, sjove temaparter, skønne sandstrande og vidunderlig natur, hvor træerne vokser helt op i himlen.   

Bemærk, at Highway 1 pt er lukket for gennemkørsel på en kortere strækning. Læs mere her. 

Fra 15.323 kr.  
pr. person v/ 2 voksne og 2 børn under 17 år inkl. flybillet med bagage og forplejning, 13 hotelovernatninger på gode standardhoteller, 14 dages leje af en mellemstørrelse bil inkl. fri km. og forsikring, dækning af Pakkerejseloven og Rejsegarantifonden.

Rejseperiode:  
April - oktober  

Startdag:  
Daglig  

Varighed:  
14 dage/13 nætter  

Længde:  
Ca. 2.030 km

Klimapåvirkning:  
12.289 kg CO2 samlet for 4 personer - mere om grønnere kør-selv-ferier

 

Højdepunkter på turen:

  • Hollywood
  • Highway 1
  • San Francisco
  • Yosemite National Park
  • San Diego
  • Anaheim  
     

Udflugtspakke se her »

Vi skræddersyr      
Dette kør-selv-forslag kan tilpasses jeres egne ønsker. Vælg selv:

  • type lejebil
  • rejserute
  • antal dage
  • hotelstandard

Få et tilbud »

 

Dagsprogram

Afrejse Danmark - Los Angeles, Californien

Velkommen til Los Angeles, der er blandt de helt store underholdningsbyer i USA, hjem for mange berømte filmstjerner og et af byens vartegn, det store Hollywood-skilt. 

Efter ankomst til Los Angeles henter I jeres bil og fortsætter til hotellet, der ligger nær lufthavnen, så I har kun har kort afstand til  Hollywood og strandbyerne Santa Monica og Venice Beach i morgen.  

Overnatning tæt på lufthavnen i Los Angeles.

Oplevelser i og omkring Los Angeles/Hollywood

I Hollywood ligger Universal Studios og det er oplagt med et besøg her, når der er børn med på rejsen. Warner Bros. Studiet ligger også i Hollywood, og kan være en mulighed, hvis I har større børn med. 

Når I er på disse kanter, så er det næsten et must at gå en tur langs Walk of Fame og se navnene på berømtheder i de lyserøde stjerner langs fortovet. I kan besøge Graumans kinesiske teater, det bedst bevarede af filmpaladserne fra Hollywoods gyldne æra. Det er her, I finder berømthedernes hånd- og fodaftryk på forpladsen. Endelig bør I tage en køretur gennem Beverly Hills, der er det mest berømte kvarter i USA, og få et glimt af skuespilleres og andre kendissers eksklusive boliger. 

Overnatning tæt på lufthavnen i Los Angeles.

Los Angeles - Santa Barbara - San Simeon (380 km/5 timer)

Tag af sted fra Los Angeles om morgenen, så I kan få noget ud af dagen. I kører langs den smukke Stillehavskyst til Santa Barbara, en af Californiens mest mondæne kystbyer. Herfra kan I, uden den store omvej, køre gennem danskerbyen Solvang med bindingsværkshuse, storke på taget og en model af Rundetårn.   

I kører nu igen ud mod kysten og fortsætter op til San Simeon, hvor I kan opleve Hearst Castle, avismillionæren William Randolph Hearsts sommerslot bygget i middelhavsstil. Et besøg her bør I sætte 3 timer af til. Nede ved kysten, lidt nord for San Simeon, kan I se den store koloni af nordlige søelefanter, der er sjove at stå og studere lidt.   

Dagens højdepunkter:

•    Santa Barbara med en fantastisk strandpromenade, masser af spændende butikker – og ikke mindst den spanske Mission.  
•    Solvang, den danske koloni i Californien, grundlagt i 1911 og i dag lidt af et stykke danmarkshistorie.   
•    San Simeon, der har Hearts Castle oppe på skrænten og søelefanter i vandkanten.  

Overnatning i San Simeon.

San Simeon - Monterey - San Francisco (350 km/6 timer)

I dag venter jer en af de smukkeste køreture i hele USA. Turen op langs Stillehavskysten mod Monterey. I kan godt forberede jer på en så smuk tur, at det kan blive nødvendigt at knibe jer selv i armen for at forstå, det er virkelighed. Specielt området omkring Big Sur tiltaler mange. 

Herefter når I frem til Monterey, hvor I naturligvis skal opleve den berømte Cannery Row med de gamle sardinfabrikker, kendt fra John Steinbecks romaner. Her finder I også et af USA’s bedste akvarier, Monterey Bay Aquarium, med fisk fra Stillehavet ud for Monterey. Har I tid, kan en tur på havet anbefales. Monterey er er et af verdens bedste steder at tage på hvalsafari.  

Fremme i San Francisco kan I slutte dagen af med en tur i en af de berømte kabeltrukne sporvogne, der kører i de stejle gader mellem Market Street og Fisherman’s Wharf. 

Dagens højdepunkter:

•    Vejen langs Stillehavet, Highway 1, med imponerende natur og udsigtspunkter.
•    Byen Monterey med Cannery Row og det imponerende Monterey Bay Aquarium.
•    De klassiske kabelsporvogne i San Francisco, der stædigt kravler op ad byens stejle gader.   

Overnatning i San Francisco.

Oplevelser i San Francisco

I bor centralt i San Francisco og har let adgang til de mange seværdigheder. Har I lyst til at være lidt aktive, så tag turen over Golden Gate Bridge på cykel og fortsætte til den lille hyggelige by Sausalito, hvorfra I kan tage færgen tilbage (turen er inkl. i udflugtspakken). 

På Fisherman's Wharf ligger også det hyggelige shopping- og forlystelsesområde Pier 39 med endnu flere fristelser - bl.a. endnu et godt akvarium, Aquarium of the Bay. Hvis børnene er store nok, vil en tur til fængselsøen Alcatraz sikkert stå højt på ønskesedlen. Husk at bestille billetter i forvejen og afsæt mindst tre timer.

Chinatown kan passende nydes på en aftentur, hvor der er rig mulighed for at spise kinesisk. Men undgå de største turistfælder og restauranter langs bl.a. Grant Avenue. Husk også at shoppe lidt i de mange forretninger omkring Union Square.

Dagens højdepunkter:

•    Byens vartegn, Golden Gate Bridge, ved udmundingen af San Francisco bugten til Stillehavet. 
•    Alcatraz, fængselsøen, der var frygtet af selv de mest hårdkogte kriminelle 
•    Chinatown og de andre farverige kvarterer, som giver San Francisco en speciel puls og stemning

Overnatning i San Francisco.

San Francisco – Yosemite National Park (315 km/4 timer)

I forlader San Francisco og kører mod øst. Turen til Yosemite National Park går gennem nogle af Californiens frodige frugtplantager, hvor der er rig mulighed for at stoppe op og købe lidt frugter ved en af de mange vejboder.

I nærmer jer dagens mål og kører lidt op i højderne i Sierra Nevadabjergene, hvor I kommer frem til Yosemite National Park. Her venter jer nogle spændende dage i en af Californiens helt store naturperler, der med sine fantastiske klippeformationer og sprudlende vandfald hører til en af de mest populære nationalparker i USA.

Dagens højdepunkt:

•    Ankomst og overnatning nær Yosemite National Park - i morgen venter alle de spændende naturoplevelser inde i parken. 

Overnatning i El Portal - lige ved indgangen til Yosemite National park. 
 

Oplevelser i Yosemite National Park

Det er blevet tid til at udforske Yosemite National Park, og I har hele dage til det. Parkens hjerte er den frodige Yosemite Valley, hvor vandfald plasker ned i dalen, og imponerende klippepartier tårner sig op og indrammer dalen. 

I kan også køre op til Glacier Point og herfra nyde udsigten over Yosemite Valley eller køre op til Mariposa Grove, hvor der findes en lille enklave af gigantiske sequoiatræer, verdens tykkeste træer. Mariposa Grove ligger i den sydlige del af parken, og her kan I gå igennem et af træerne - det midterste af stammen er savet ud og gangstien ført lige gennem træet - et sikkert hit hos børnene.
 
Dagens højdepunkter:

•   Yosemite Valley, hvis flade bund står i kontrast til næsten lodrette granitvægge. 
•   Granitklipperne, inklusive El Capitan-monolitten, Glacier Point og Half Dome tårner sig alle op, mens store vandfald vælter ud over dem. 
•   De mange naturstier i Yosemite Valley, der indbyder til en frisk vandretur.
•   Yosemite Falls, et todelt vandfald med et samlet fald på ikke mindre end 739 meter.

Overnatning i El Portal - lige ved indgangen til Yosemite National park. 

Yosemite - Sequoia & Kings Canyon National Park - Bakersfield (390 km/5,5 timer)

Tag tidligt af sted fra Yosemite og kør mod syd. Sæt tid af til et besøg i Sequoia & Kings Canyon Nationalparks, der rummer  en enestående skønhed og en stor mangfoldighed. Sequoia er berømt for store ting - nogle af de største træer i verden, fx den 84 m høje General Sherman og nogle af de højeste bjerge i USA, inklusive Mt. Whitney, på 4.421 meter, findes her. Vi anbefaler jer at starte med et besøg i parkens besøgscenter, så I kan bruge jeres begrænsede tid bedst muligt.

Herfra fortsætter I turen og kører til Bakersfield.

Dagens højdepunkter:

•   Sequoia & Kings Canyon Nationalparks med nogle af de største træer i verden. 

Overnatning i Bakersfield.

Bakersfield - San Diego (375 km/5 timer)

Tag afsked med Bakersfield og sæt kursen mod syd og San Diego, hvor I kan nyde det meste af eftermiddagen. Tag en tur på stranden, eller måske I er mere til oplevelser i byen? I kan fx besøge Balboa Park, San Diegos centrale park, hvor I finder en række af de bedste museer i byen og ikke mindst byens verdensberømte dyrepark.

Dagens højdepunkter:

•   San Diego Zoo eller en tur på en af byens mange lækre strande  

Overnatning i San Diego.

Oplevelser i og omkring San Diego

Nyd dagen i dag i San Diego, for der er rigeligt med muligheder for oplevelser uanset alder. I kan evt. besøge Legoland Californien, hvor de så velkendte klodser danner rammen om en imponerende park med masser af forlystelser og spændende shows. Eller oplev USS Midway-hangarskibet, det tidligere flådefartøj, der nu huser en fascinerende række udstillinger om det amerikanske militær (turen er inkl. i udflugtspakken). 

Dagens højdepunkter:

•   Besøg forlystelsesparken Legoland Californien og lad børnene hygge sig.
•   Oplev USS Midway-hangarskibet, bygget i 1945 og var dengang det største hangarskib i verden. 

Overnatning i San Diego.

San Diego - Anaheim (165 km/3 timer)

Inden I her til morgen forlader San Diego for at køre til Anaheim, har I mulighed for at besøge Old Town San Diego State Historic Park, der er en hel lille bydel med historiske bygninger, og det fungerer som et levende museum.  

Fra San Diego sætter I nu kurs mod nord. I kan vælge at køre direkte eller at tage turen langs kysten og besøge en af de mange lange sandstrande, fx Huntington Beach. Ikke den store forskel i km, men turen langs kysten tager 1 times tid mere.   

Dagens højdepunkter:

•   Huntington Beach, kendt som "Surf City USA". 
•   Ankomst til Anaheim, hvor I kan nyde de mange forlystelsesparker, attraktioner og aktiviteter i og omkring Anaheim-området. En optimal måde at afrunde en børnevenlig ferie i Californien på.

Overnatning i Anaheim.

Oplevelser i og omkring Anaheim

I har nu to dage i Anaheim, og intet er mere oplagt, end at besøge "det lykkeligste sted på jorden", Walt Disneys Disneyland. En temaparkm, der fortsætter med at imponere og underholde med nye forlystelser og shows. Den består af to parker, Disneyland Park, et fortryllet kongerige af fantasi og drømme, og California Adventure Park, en forlystelsespark, der fejrer Golden State med stil fra de klare lys i Hollywood til de klassiske moler langs Californien kyst. Endelig er der Downtown Disney, som I kan besøge for at spise og shoppe om aftenen.

Eller besøg en af de lokale attraktioner, Knott's Berry Farm, der startede som en lille bærfarm, og i dag en velvokset forlystelsespark med over 165 attraktioner og underholdning for alle aldre, inklusive de sejeste rutsjebaner, shows, interaktive oplevelser og familievenlig sjov med Snoopy ag hans venner.   

Dagens højdepunkter:

•   Besøg Disneyland, der består af 2 temaparker og et shopping/dining område. 
•   Oplev Knott's Berry Farm - den ældste og en af de største temaparker i USA. 

Anaheim - Los Angeles for afrejse - Danmark (55 km/1 time)

Det er nu blevet turens trettende dag, og det er tid til at pakke og rejse tilbage til Danmark. Har I mod på  flere oplevelser, kan I evt. tage ud til Santa Monica eller Venice Beach og nyde strandlivet et par dage. 

Udflugtspakke

Vi har her udvalgt et par spændende udflugter til jer undervejs på turen, så I sikrer jer at få de gode oplevelser med hjem. Udflugtspakken inkluderer 2 ture, der er nøje udvalgt af vores rejsespecialister. Pakken købes hjemmefra.

  • San Francisco: 3 timers tur på cykel, hvor I på en guidet tur oplever den pulserende by San Francisco og turen over Golden Gate Bridge til Sausalito. Evt. færge tilbage kan tilkøbes. 
  • San Diego: 'Skip-køen' adgangsbillet hangarskibet USS Midway Museum i San Diego. 


Pris for udflugtspakken: Fra 520 kr. pr. barn u/12 år og 725 kr. pr. voksen

Kort

Vis på kort

Galleri

Priser

Fra 15.323 kr. pr. person

Prisen inkluderer

  • Flybillet inkl. bagage og forplejning
  • 13 hotelovernatninger i værelse med plads til 2 voksne og 2 børn 
  • 2 ugers leje af mellemstørrelse bil inkl. fri km., skatter, kasko- og ansvarsforsikring med 0 kr. i selvrisiko
  • Rejsetips og forslag til rejserute
  • Skræddersyet planlægning, rådgivning og sparring med egen rejsespecialist
  • Dækning af Pakkerejseloven og Rejsegarantifonden 


Prisen inkluderer ikke

  • Måltider
  • Rejse- og afbestillingsforsikring
  • Udflugtspakke - se dagsprogram
  • Resort fee/turistskatter på hoteller undervejs ca. 20 USD pr. person
  • Entré til nationalparker
  • ESTA forhåndsgodkendelse til USA, 21 USD pr. person
  • Benzin, parkering, vej- og broafgifter

Overnatninger

2 nætter Los Angeles 
1 nat San Simeon  
2 nætter San Francisco 
2 nætter Yosemite 
1 nat Bakersfield 
2 nætter San Diego 
3 nætter Anaheim


Om prisen

Prisen er en fra-pris og beregnet på den billigste rejseperiode i sæsonen og afhænger af pladssituationen. Afrejse fra København eller Billund. Overnatningerne er baseret på gode standardhoteller anbefalet af vores rejsespecialister.

Ønsker I anden hotelstandard undervejs, tilpasser vi gerne efter jeres ønsker.

Kontakt os for et skræddersyet tilbud i jeres rejseperiode. 
 

Udflugtspakke - tilkøb

  • Cykeltur i San Francisco 
  • USS Midway-hangarskibet besøg i San Diego

Pris fra 520 kr. pr. barn u/12 år og 725 kr. pr. voksen »

FDM-Medlemsrabatter

Som medlem af FDM får du følgende rabat på denne tur.

  • 10% på billeje.

Er I ikke allerede medlem af FDM, hjælper vi gerne med det, så I ikke går glip af medlemsrabatterne.  
 

Skræddersyet planlægning

Vi kan tilpasse kør-selv-forslaget efter jeres ønsker, så I selv er med til at skabe jeres personlige drømmerejse.

 

Turen anbefales af:

Niels - butikschef i Aalborg

Jeg har selv rejse med mine børn i Californien og jeg foretrækker at leje bil, når vi rejser, da det giver den ultimative frihed. Det er som regel på turene i bil, hvor vi gør impulsive stop, at vores bedste ferieoplevelser kommer.

Få et tilbud

Vi glæder os til at skabe din drømmerejse

  • Bestil trygt - Vi er ejet af Danmarks største forbrugerorganisation
  • Personlig rådgivning fra vores dedikerede rejsespecialister
  • 6 x vinder af Danmarks Bedste Ferierejsebureau

X

Gammel Havn 1
9000 Aalborg
Danmark

mail 70116011
X

Sønder Allé 6, 1. sal
8000 Aarhus
Danmark

mail 70116011
X

Firskovvej 32
2800 Kgs. Lyngby
Danmark

mail 70116011
X

Gl. Kongevej 19
1610 København V
Danmark

mail 70116011
X

Firskovvej 32
2800 Kongens Lyngby
Danmark

mail 70116011
X

Kongensgade 9, 1 etage
5000 Odense
Danmark

mail 70116011
X

Dæmningen 47
7100 Vejle
Danmark

mail 70116011