Første gang i autocamper - Endnu flere tips og tricks til begyndere

Endnu mere om alt det du skal vide når du lejer en autocamper i Europa

Man kan aldrig få nok med tips og tricks når det gælder det frie liv i autocamper. Er det første gang du skal køre rundt med et sommerhus på hjul, så er der en hel del du skal være opmærksom på. Noget giver helt sig selv, men i andre tilfælde er det godt med en tjekliste eller bare nogle gode råd til hvad man skal huske, når man er på kør-selv-ferie i autocamper.

Flere tips og tricks til dig der skal på kør-selv-ferie i autocamper for første gang

1. Reservér campingplads undervejs - ankom tidligt hvis du ikke har reserveret

Når du har lejet en autocamper, kommer du sjældent uden om at overnatte på campingpladser. I højsæsonen og i nærheden af populære turistattraktioner eller ved smukke steder, er det intet særsyn af campingpladserne må melde alt optaget. Kender du din rute på forhånd, så bør du reservere plads. Vi anbefaler at du altid reserverer de første overnatninger lige efter afhentning af autocamperen - så du får en rolig start på ferien. Herefter kan du reservere campingpladser ved behov eller kombinere med overnatning på Stellplatz. Reservér nogle dage i forvejen, når du du ved hvor du vil hen. Du kan reservere online via campingpladsernes hjemmesider, men det bedste bud er stadig at ringe direkte og forhøre dig om pladssituationen og om der er mulighed for at afbestille hvis du ændrer mening.

Vælger du at køre ind på en campingplads uden forudgående reservation, så er dine chancer bedst, hvis du ankommer tidligt på eftermiddagen, dvs. mellem 12:00 og 14:00 - før alle de andre. Holder campingpladsen middagslukket, så ankom straks når den genåbner hen på eftermiddagen.

2. Pas på højde, bredde, længde og hastighed

Er du vant til at køre varevogne eller andre store køretøjer, så er alt godt - men kører du normalt i helt almindelig personbil, så skal du lige bruge lidt tid på at vende dig til størrelsen på en autocamper og hvordan den reagerer ved højere hastigheder. Den er både bredere, højere og længere og derfor skal du være opmærksom og køre forsigtigt når du skal dreje om skarpe hjørner eller passere steder hvor der enten er smalt eller lav passage. Især i mindre byer kan det være kringlet at komme rundt - hold derfor øje med skilte der omdirigerer store eller tunge køretøjer.

Campingpladser kan også have smalle tilkørselsveje og inde på selve campingpladsen bør du også køre med stor forsigtighed. Få altid en medpassager til at dirigere når du skal bakke på plads, og udnyt autocamperens bakkamera, hvis den er udstyret med dette.

Endelig skal du være opmærksom ved højere hastigheder på motorvej, hvor autocamperen nemt kan give et "sug" eller et "skub" til siden, når du passerer andre store køretøjer, fx. lastbiler. Du vil hurtigt opdage at "suget" bliver mindre hvis du holder god afstand til dem du passerer eller bliver overhalet af.

3. Hjælp hinanden - co-driver og vejvisning

Det er bare sjovere at holde ferie i autocamper hvis man hjælpes ad med alt det praktiske - inkl. navigation og kørsel. Kan i normalt enes i trafikken, så hjælp hinanden med vejvisning, placering i den rigtige vejbane og hold udkig i autocamperens blinde vinkler. Det giver sig selv at du som chauffør skal holde øjnene på vejen - få altid din co-driver til at styre GPS/navigation. Og så er det ingen skam at medbringe et klassisk kort eller vejatlas - det giver ofte et bedre overblik og så kan du også tegne din rute ind og hænge kortet op på indersiden af autocamperens dør, skabslåge eller toiletdør (medbring lidt hæftemasse/"elefantsnot" til formålet).

Når du skal parkere, så hjælp hinanden med at se efter specielle skilte for autocampere - både vejledningsskilte og forbudsskilte. I mindre byer og populære turistområder er der ofte henvisninger til autocamper parketring, overnatning og spildevandstømning.

4. Kør langsomt - tænk over rejsetiden

Kør-selv-ferie i autocamper handler om fleksibilitet og det frie liv. Du bør ikke planlægge alt for meget hjemmefra og selvom du har en idé om den overordnede rejserute, så vær ikke bange for at ændre den undervejs - kør dérhen hvor vejret er godt og hvor familien trives.

I en autocamper kommer du ikke uden om udeliv, natur og camping - begreber som går godt i spænd med at gå ned i gear og holde ferie. Tænk over ruten frem til næste stop - drop de store motorveje og vælg den smukke, men længere og langsommere rute, hvor du har mulighed for at gøre flere stop undervejs ved smukke steder og spændenden attraktioner som du ellers ikke havde overvejet. Når du kører på de mindre veje er det også nemmere lige at holde ind og tage en pause, hvad enten du har brug for at nyde den smukke udsigt, benytte dit medbragte toilet, nyde en kop kaffe eller måske tage en tiltrængt eftermiddagslur - du har jo seng med!.

5. Husk at lukke skabe, skuffer og tagluger!

En autocamper er en stor rullende kasse og ting rasler rundt hvis de ikke er pakket korrekt. Glemmer du at lukke skabe, skuffer og tagluger, så opdager du det hurtigt ved at tingene falder på gulvet, taglugen klaprer og lågerne smækker. Heldigvis er autocampere godt skruet sammen og så længe du kører fornuftigt og lukker alt, så falder tingene ikke bare ud fra deres pladser. Gør dog en dyd ud af at placere tunge genstande i autocamperens nedre del, fx. i "garagen" eller under sengen og placér dine lettere ejendele, fx. tøj i overskabene. Lad være med at stille raslende ting for sig selv, fx. metal og glas. De kan med fordel pakkes sammen med andre blødere genstande, så du undgår irriterende mislyde under kørslen.

Inden du kører videre bør du altid tjekke at køleskabet, tagluger og døre er lukket. Glem ikke de udvendige serviceklapper. Tjek også at gassen er slået fra, hvis nødvendigt, og at du har lukket hanen til spildevandshanen under køretøjet, så det hele ikke løber ud på vejen. Husk også at frakoble og medbringe strømkablet inden du forlader campingpladsen.

6. Pak let og medbring kun bløde tasker

Når du holder ferie i en autocamper gælder det om at optimere pladsforbruget og pakke skabene så du har et overblik over dine medbragte ejendele. Medbring aldrig kufferter eller tasker i plast eller andre hårde materialer, som ikke kan klappes/foldes sammen når de er tomme. Brug altid bløde tasker som kan pakkes fladt sammen når du har pakket ud. Herefter kan de opbevare fladt i autocamperens "garage" eller i bunden af et skab.

Alt afhængig af hvilken størrelse autocamper du har lejet, bør du overvejer hvor meget tøj og grej du skal medbringe. I de små campingbusser er bagagepladsen meget begrænset. I de lidt større campervans af varevognstypen, har du en smule mere skabsplads og råderum. Har du lejet en stor delintegreret helintegreret eller en alkove-model, så har du rigeligt med plads - her kan du endda medbringe sportsudstyr, fx. paddle-boards, dykkerudstyr, golfudstyr eller 2 cykler (tjek om cykelholder medfølger i lejen).

Vær opmærksom på autocamperens samlede totalvægt når du begynder at fylde store ting i "garagen". Overvægt er ikke til at spøge med og kan blive en meget dyr fornøjelse.

7. Hold autocamperen i vater når du skal sove

Noget af det værste der kan ske på en autocamper-ferie er en dårlig nats søvn, fordi autocamperen holder skævt. Denne situation bør du undgå for enhver pris, og heldigvis medfølger der niveaukiler til langt de fleste modeller. Kilerne er 10-20 cm høje og placeres ved hjulene, hvorefter du kører langsom op indtil autocamperen står i vater. Kan du ikke få køretøjet helt i vater, så forsøg at placere autocamperen så du ligger med hovedet over benene - det giver den bedste søvn. Går du meget op i at holde helt lige, så tag et lille vaterpas med fra værktøjskassen derhjemme, så bliver det ikke bedre!

8. Styr på autohjælp og forsikring

Ligesom når du kører i bil, så kan du risikere at få brug for vejhjælp undervejs. Autohjælp er inkluderet i alle lejemål, men der kan være forskel på hvordan du bruger vejhjælpen. Hos nogle udlejningsselskaber beder de dig om at ringe direkte til autohjælpen og rekvirere den hjælp du har behov for. Hos andre skal du først ringe til udlejningsselskabet, som så tilkalder den fornødne hjælp. I alvorlige tilfælde skal du altid ringe 112 eller tilsvarende, inden du kontakter autohjælp.

En ansvars- og kaskoforsikring (med selvrisiko) er også inkluderet i alle lejemål. I de fleste tilfælde er det muligt at tilvælge/opgradere til specielle forsikringspakker og muligheder, der reducerer selvrisikoen og ansvarsdækningen mv. Ligesom når du lejer en bil, så er det ikke unormalt at du ved afhentning af autocamperen bliver tilbudt ekstra forsikringer på stedet. Sådanne køb er altid frivillige, og hvis du skriver under, har du indgået en bindende aftale med udlejeren, som ikke kan fortrydes. Sørg for at tale autocamper-forsikringsforhold grundigt igennem med din FDM rejsespecialist, så du ved hvad du har bestilt hjemmefra og hvad du evt. kan/bør tilvælge på stedet.

 

9. Tøm toilettanken når du har muligheden

Toilettet i en autocamper tømmes via en udvendig serviceklap, hvor du nemt kan fjerne toilettanken/kassetten og transportere den videre til tømning. Campingpladserne har et specielt sted til tømning, ofte i forbindelse med de sanitære faciliteter. Her kan du tømme og spule din toilettank.

Overnatter du kun på campingpladser, så tømmer du bare toilettet når det er fuldt - men benytter du Stellplatz eller anden former for overnatning uden tømningsfaciliteter, så skal du huske at tømme dit toilet når muligheden byder sig, for der er ikke noget værre end en toilettank der er stopfuld når man bare skal. Nogle store rastepladser langs motorveje tilbyder faciliteter til tømning af både spildevand og toillettank - evt. mod gebyr.

Husk, toilettanken skal løbende have tilført et kemisk tankrensningsmiddel (medfølger ofte). Midlet opløser indholdet i tanken og bekæmper lugt meget effektivt. Toiletindholdet må ALDRIG tømmes direkte i naturen, da nogle af de kemiske stoffer ikke kan nedbrydes i naturen.

10. Få hjælp til planlægningen

Ferie i autocamper er forbundet med en del praktik, og dermed også planlægning før og under rejsen. Det kræver mere end bare sætte sig i en flyver og slænge sig ved en hotelpool - omvendt får du nogle HELT andre oplevelser end på den typiske charterferie.

Autocamperferie er også campingferie (eller glamping) og det skal man have for øje når man lejer. For nogle er planlægningen næsten ligeså vigtig som selve rejsen. Andre vil bare gerne have hjælp til det praktiske og så bare følge en rejseplan til punkt og prikke.

Hvad enten du er til det ene eller andet, så skal du ikke holde dig tilbage, for når du lejer en autocamper hos FDM Travel, så kan du naturligvis også spørge om alt mellem himmel og jord - så længe det vedr. din ferie i autocamper. 

Vi glæder os til at hjælpe dig på vej mod nye veje og nye historier