Lindisfarne kloster

Hvor vikingetiden startede

At sige, at vikingetiden startede med vikingernes plyndring af Lindisfarne kloster er måske en overdrivelse. Men det var i hvert fald en hændelse, som i samtiden etablerede vikingernes ry som blodtørstige og ubarmhjertige.

8. juni 793 rystedes hele det kristne Europa over vikingernes overfald på klostret på Lindisfarne i Northumbria. Munke flygtede over hals og hoved, mange blev dræbt og Biskop Higbald selv flygtede til fastlandet. Formålet var uden tvivl at tilrane sig sølv og andre værdier samt måske slaver eller trælle. En kronikør skriver "On the 8th June, the harrying of the heathen miserably destroyed God's church by rapine and slaughter." At man efterfølgende brændte klostret skyldes formodentligt, at vikingerne på den måde beskyttede sig mod at blive opsøgt af hævngerrige ånder.

Lindisfarne, også kaldet Holy Island, er en ø ud for Northumberlands kyst, der ved ebbe har fastlandsforbindelse ad en smal vej. Klostret her blev grundlagt i 635 og blev hurtigt centrum for kristningen af Nordengland. Klostrets abbed var Cuthbert, som senere blev Northumberlands skytsengel. St. Cuthbert-ordenen og mange af dens skatte og manuskripter overlevede vikingernes angreb. Det menes, at overfaldsmændene var en udbrydergruppe fra en større flåde, der året efter rundede Cap Wrath i Nordvestskotland og derefter plyndrede klostre og bosættelser på Hebriderne.

I skal bestille billet i forvejen for at kunne besøge Lindisfarne. Lindisfarne ligger på en ø, men en bilvej derud er tilgængelig ved lavvande.

Kort

Vis på kort