North Coast 500

På kanten af Skotland

North Coast 500 eller NC 500 er en af de nyere road-trips, der på ganske kort tid har fået et episk ry. Turen starter og slutter i Inverness og på de 500 miles, som turen løber over, går ruten vestpå over højlandet tværs over Skotland mod vestkysten, hvorfra den følger den lange kyststrækning med afstikkerne ind i landet nordpå. Herfra følger turen den nordlige kyst østover inden turen går retur til Inverness over helt andre landskaber med kultiverede landbrug.

Langs den dramatiske vestkyst er klimaet påvirket af Golfstrømmen og mildere end i størstedelen af Skotland. Her finder I palmer og planter, der hører til under mere sydlige himmelstrøg.

Ud over naturens dramatiske landskaber langs NC 500, så er der rig mulighed for at nyde lokale råvarer og gastronomi med alt frisk fra havet, smage whisky fra lokale destillerier og besøge bryggerier.

Turen langs North Coast 500 tager et par dage, og der skal være god tid til at nyde den helt anden verden, som I kommer til, og ikke mindst benytte muligheden for gode gåture, safari på vandet og møde skotterne.

North Coast 500 rummer alt til en ferie fra uspolerede dramatiske landskaber, hvor bjergene møder havet, sandstrande, spredte fiskerisamfund med maleriske havnemiljøer, prisvindende golfbaner, spændende slotte og andre arkæologiske vidundere.

Kort

Vis på kort