HERUNDER FINDER DU SVAR PÅ DE MEST STILLEDE SPØRGSMÅL OM FERIE I AUTOCAMPER - GENEREL INFO
Når du rejser i autocamper samler du transport, overnatning, køkken, bad og toilet i én fleksibel pakkeløsning. På den måde undgår du at checke ind og ud af hoteller, når du kører fra sted til sted. Samtidig behøver du heller ikke at nyde alle dine måltider på restauranter, caféer osv. Det samme gælder når du skal på toilet - du har jo dit eget med i køretøjet. Kort sagt - du har dit eget hotelværelse med på ferien. Dejlig nemt.
Ja, hvis du kun vil bestille autocamperleje og selv sørge for transport til rejsemålet, så kan det sagtens lade sig gøre. F.eks. hvis du skal leje autocamper i Europa, så kan det ofte svare sig at køre i egen bil frem til udlejningsstedet og bytte over til autocamper.
Skal du leje autocamper i USA, Canada, Australien eller New Zealand, så skal du naturligvis flyve, og vi anbefaler på det kraftigste at du bestiller fly og autocamper sammen, så du på den måde er dækket af pakkerejseloven. Men valget er dit.
Du får den bedste autocamperferie ved at vi sammen afdækker dit behov. Tag en snak med os om rejsemålet og autocamper som ferieform, så finder vi sammen ud af hvilken model der passer specifikt til jeres behov, for der er forskel på om man vil køre meget rundt eller opholde sig i længere perioder på samme sted. Det spiller også ind om i blot er et par på ferie eller en hel familie, som kræver mange sengepladser og plads til bagage osv.
De fleste autocampere kan køres med et alm. kategori B kørekort
Til langt de fleste autocampere - både i Europa, USA, Canada, Australien og New Zealand - er det nok med et almindeligt kørekort til personbil, dvs. kategori B. Bemærk dog at i Europa gælder det at du på et kategori B kørekort max må køre med en totalvægt på 3500 kg.
Specielt for USA og Canada
I USA og Canada må du på et alm. dansk kategori B-kørekort føre autocampere helt op til 26.000 pund (svarende til ca. 11,7 tons). Det er rigeligt til langt de fleste store autocampere i USA og Canada.
Specielt for Australien og New Zealand
I Australien og New Zealand må du på et alm. dansk kategori B-kørekort føre autocampere op til 4500 kg.
Specielt for Europa
Når du booker en autocamper i Europa på fdm-travel.dk skal du være opmærksom på at de helt store Premium-autocampere med en vægt på over 3500 kg, kræver et kørekort i kategori C (lastbil) / C1 (lille lastbil). Hvis autocamperens vægt ikke er angivet, betyder det at køretøjet vejer mindre end 3500 kg, og du kan derfor køre autocamperen på et almindeligt kategori B kørekort. Lejer du en autocamper til hele familien, så skal du sikre dig at I kan holde jer inden for vægtgrænsen (3500 kg) hvis I medbringer rigtig meget bagage, herunder sportsudstyr og cykler mv.
Vi anbefaler altid et internationalt kørekort når du lejer autocamper uden for EU og selvom det er sjældent at du skal vise dit internationale kørekort ved afhentning af køretøjet, så er det godt at have med, hvis du skal fremvise dit kørekort til myndighederne, fx. stoppet af politiet. Et internationalt kørekort erstatter ikke det almindelige kørekort, men betragtes som en oversættelse af dit danske kørekort. Derfor skal du også medbringe dit almindelige kørekort i fysisk form (bemærk at den danske kørekort-app IKKE godtages i udlandet).
Specielt for USA: En række stater kræver at du medbringer et internationalt kørekort - læs mere her.
Specielt for Australien og New Zealand: Vi anbefaler altid at du medbringer et internationalt kørekort.
Du kan kun få udstedt et internationalt kørekort, hvis du har et gyldigt dansk kørekort. Et internationalt kørekort gælder ét år og koster 30 kr. Du får dit internationale kørekort ved at møde personligt op i en hvilken som helst kommunes borgerservice, hvor du skal medbringe dit gyldige danske kørekort og et pasfoto.
USA og Canada:
Du skal være fyldt 21 år.
Australien og New Zealand:
Du skal være fyldt 21 år. Enkelte små modeller kan lejes fra 18 år.
Europa:
Langt de fleste af vores samarbejdspartnere kræver at du er fyldt 21 år og har haft kørekort i min. 1 år før du kan leje og køre en autocamper. Enkelte store luksusmodeller kræver at du er fyldt 25 år.
Som udgangspunkt må du ikke tage et kæledyr med i en udlejnings-autocamper.
Specielt for Europa
Der er dog undtagelser og nogle få af vores udlejningspartnere i Europa tilbyder enkelte "dog-friendly" modeller. Der opkræves altid et gebyr for ekstra rengøring ved returnering af disse hunde-autocampere. Gebyret kan variere, men ligger typisk på EUR 200-400 (DKK 1.500-3.000) og er obligatorisk når du medbringer en hund i autocamperen.
Ikke alle campingpladser tillader hunde, så sørg for at tjekke, før du bestiller plads. Husk også at autocamperen vil være et nyt miljø for hunden - overvej, hvor godt socialiseret din hund er og om den er i stand til at klare en lang tur i autocamper. Glem ikke at pakke hundens vandskål, hunde-sikkerhedssele, tæppe/seng/kurv, legetøj, godbidder, EU-pas og div. dokumenter inkl. vaccinationspapirer.
Desværre kan vi hos FDM Travel ikke hjælpe med udlejning af campingvogne - vi hjælper udelukkende med leje af autocampere, dvs. køretøjer med egen motor.
Ønsker du at leje en campingvogn i udlandet, henviser vi til vores udenlandske søster-automobilklubber, fx. ADAC i Tyskland, som formidler leje af campingvogne.