Kystbyen Port Douglas i Queensland

Der, hvor regnskoven møder koralhavet

Mærk sandet imellem tæerne på bountystranden Four Mile Beach, oplev verdens ældste regnskov og gå på opdagelse i Great Barrier Reefs undervandsunivers. Byen Port Douglas ligger lige der, hvor regnskoven møder koralrevet, og derfor er det et springbræt til at opleve noget af den natur, som er med til at gøre Queensland så spændende. Og, hvis du er i dit romantiske hjørne, så finder du nogle af de smukkeste solnedgange her.

Port Douglas er en god blanding af blær og sjov. På den ene side har du de riges paradis, med alle de flotte huse, og på den anden side har du den smukke bountystrand, Four Mile Beach, som lokker med krystalblåt vand og tunge palmer.

Inspiration

Oplev Great Barrier Reef 

Port Douglas er port til Great Barrier Reef, verdens største koralrev, som er højdepunktet for de flestes besøg i Queensland. Uanset, om du er en erfaren dykker eller total nybegynder, så venter der dig et hav af farverige fisk, koraller, havskildpadder og meget mere. Selv hvis du ikke har lyst til at hoppe i det krystalklare vand, kan du sagtens opleve det alligevel. Så skal du bare hoppe med på en af de mange turbåde med glasbund, der dagligt sejler ud på revet, hvor du stadig kan komme tørskoet tæt på det spændende miljø.

Verdens ældste regnskov

Daintree nationalpark er alderspræsident blandt verdens regnskove, og der venter dig et helt ubegribeligt univers med skiftende fauna og farverige dyr. Der er mange måder at opleve den UNESCO-beskyttede regnskov på. Der er ”boardwalks”, hvor du til fods bevæger dig frem, men de fleste vælger at tage med på en guidet bådtur op langs Daintree River. Her kan du være heldig blandt andet at se krokodillerne, når de ligger ved mangroven og slikker sol. Der er også mulighed for at komme på en guidet vandretur, hvor du undervejs får en masse at vide om regnskovens økosystem.

Kort

Vis på kort