Dalmatiens fantastiske kyst

9 dages kør-selv-forslag fra split til Dubrovnik

Denne pragtfulde 9 dages kør-selv-ferie langs Dalmatiens smukke Adriaterhavskyst byder på et væld af fantastiske oplevelser med eventyrlig smuk natur og charmerende og spændende byer.

Her går turen fra Split sydpå til Dubrovnik, langs en af Europas smukkeste kyststrækninger med bjerge og frodige bjergskråninger på den ene side og Middelhavets krystalklare vand på den anden. Langs vejen kan I opleve små charmerende byer, smage vin på lokale vingårde, lave udflugter til nogle af de skønne småøer der udgør den kroatiske skærgård og opleve og smage den lokale gastronomi.

I kører ikke lange strækninger, og selv om kystvejen er kroget og kringlet, har I tid til at fordybe jer i den lokale kultur, lave fotostops, spise en god frokost, holde kaffepause eller tage en dukkert i det fristende turkisblå vand.

Fra 9.831 kr.
Pr. person inkl. flybillet, ophold i dobbeltværelse 4* hotel og 9 dages billeje gruppe A

Rejseperiode: 
Hele året
Vi anbefaler april - oktober

Startdag:
Daglig

Varighed:
9 dage/8 nætter

Længde:
430 km

Klimapåvirkning:
1.311 kg CO2 samlet for 2 person - mere om grønnere kør-selv-ferier

Dette er blot et kør-selv-forslag, der kan skræddersys efter dine ønsker.

Du vælger selv:

  • type lejebil
  • rejserute
  • antal dage
  • hotelstandard
  • oplevelser undervejs

Få et tilbud

 

Dagsprogram

Ankomst Split

Velkommen til Split, hvor denne kør-selv-ferie starter. Prisen i dette kør-selv-forslag er baseret på at man tager fly t/r og lejer bil, men I kan selvfølgelig også køre fra Danmark.

Når I har fundet jeres hotel, hvor I skal bo de næster tre nætter, er det tid til at udforske Split og omegn. Men inden I tager hul på den charmerede by, trænger I måske til en dukkert i Middelhavets lune vande fra Splits mest populære badestrand Bačvice, der ligger ca. en km fra Splits centrum.

Overnatning i Split

 

Split

Split er Kroatiens anden største by med over 200.000 indbyggere og den største by ved Adriaterhavskysten. I Split er det specielt den gamle bydel der er kendt og som lokker turisterne til. Her venter utallige attraktioner og seværdigheder, flere endda på UNESCOs verdensarvsliste. 

Byens største seværdighed er nok Diocletians Palads bygget af romerne i det 4. århundrede, og paladset eller fortet udgør næsten halvdelen af den gamle by. Og her må I ikke gå glip af peristylgården, paladsets største åbne plads omgivet af søjlegange. 

Besøg også Skt. Domnius Katedralen, byens katolske katedral, der oprindeligt blev bygget som et mausoleum samtidig med paladset. I det 7. århundrede blev bygningen ændret til en katedral, hvor man opbevarede Biskop Domnius' knogler. Og har man energi og ikke lider af højdeskræk, er klokketårnet med sin fantastiske udsigt over Split, ud over havet og langt ind i landet nok værd at bestige.

Også Folkets Plads (Narodni trg) med det gamle rådhus fra det 15. århundrede er et besøg værd. Rådhuset er hjemsted for et etnografisk museum, der absolut er værd at besøge.

Øst for Diocletians Palads ligger et stort marked, hvor de utallige boder tilbyder alt fra frisk frugt, olivenolie, tøj, tasker og bælter og alle mulige andre ting og sager man ikke vidste, man havde brug for.  

Split har også en skøn havnepromenade med caféer og restauranter på stribe, der ivrigt forsøger at lokker turister indenfor. Måske tager havnepromenaden sig ekstra godt ud om aftenen, hvor stemningen er i top på de fyldte restauranter.

Overnatning i Split

Oplevelser omkring Split (200 km)

I dag går turen lidt nordpå til den fantastiske Krka National Park nordøst for Šibenik, opkaldt efter floden Krka, der omslutter nationalparken. En park man både må og skal besøge. Her venter en eventyrlig naturoplevelse. Der er flere indgange men vi forslår de to mest oplagte: I kan køre til Lozovac og parkere bilen på den store p-plads og tage bussen ned til selve parken, eller køre til Skradin, parkere bilen på den store p-plads ved havnen og tage færgen videre til nationalparken. En fantastisk smuk sejltur på en lille halv time.

På vej tilbage mod Split kan I lægge vejen forbi Primosten, en perle af en by kun ca. 25 km syd for Šibenik, Kroatiens ældste by ved Adriaterhavet. Byen, der ligger på en lille ø, forbundet til fastlandet med en dæmning, byder på spændende arkitektur og skønne strande med lækkert krystalklart badevand. Strandene er ganske vist grus eller småsten, men badevandet fås ikke bedre. 

Således forfrisket går turen videre til Trogir, en historisk havneby, hvor den fantastiske bymidte er på UNESCO's Verdensarvsliste. Byens historie går mere end 2.000 år tilbage i tiden, og med sin geografiske placering mellem øen Ciovo og fastlandet, har byen været eftertragtet af forskellige magter. Gennem årene har byen været græsk, romersk, venetiansk og endda fransk, og de mange kulturer har sat sine præg på byen, der består af tre dele på henholdsvis fastlandet, Ciovo og en lille ø midt imellem.

Måske har I lyst til at blive en ekstra nat i Split og bruge dagen på en vidunderlig udflugt til søs? F.eks. kan I købe en heldagstur med første stop i Necujam Bugten, hvor I kan snorkle en halv time over vraget af  Kontesa. Videre til den magiske Blue Lagoon med krystalklart turkisfarvet vand og med sidste stop i Maslinica, en lille fiskerlandsby i bugten ved øen Solta, hvor I også kan smage noget af Kroatiens bedste olivenolie.

Overnatning i Split

Split - Omiš - Makarska (75 km)

Dagens korte etape til Makarska bør afbrydes med et stop i Omiš, der tilbage i det 13. og 14. århundrede var tilholdssted for nogle berygtede pirater. Herfra angreb de handelsskibe med deres hurtige Sagittae-både (pile), hvorefter de gemte sig oppe i floden Cetina, hvor forfølgerne ikke kunne nå dem. Dette fik Republikken Venedig og Paven dog senere sat en stopper for.  

I Omiš kan I besøge fortet Mirabella fra det 13. århundrede, i hvert fald hvis de mange trapper ikke afskrækker jer, ligesom byen har flere gamle kirker og et kloster med en kunstsamling. På toppen af klippen ligger fortet Starigrad, som er en helt speciel oplevelse. Ganske vist tager det en times tid at komme derop, men så belønnes I med vidunderlige udsigter over kysten.

Omiš byder også på mange aktivitetsmuligheder som rafting, canyoning samt dykning, paragliding og klatring. Og så naturligvis alle former for vandsport. Kør evt. ind langs Cetina Kløften og oplev den frodige, uspolerede natur. 

Så går turen videre og næste punkt er den lille by Baska Voda. Byen er ikke noget særligt, men har flotte badestrande, med grus og småsten, så trænger I til en dukkert, er det et godt sted at stoppe. Og så starter "Makarska Riviera" her og løber helt ned til Bacina. Turen regnes for en af Europas smukkeste kyststrækninger med idylliske byer, bjergene der tårner sig op bag kysten, små skjulte bugter, olivenlunde, palmer og frodige skråninger. 

Men selv om Makarska Riviera fortsætter langt endnu, stopper I alligevel et par nætter i Makarska!

Overnatning i Makarska

Makarska - Podgora - Brač

Makarska er et af de mest berømte turistmål på den kroatiske kyst, attraktiv for sin smukke natur og fantastiske klima. Byen ligger i læ af Biokovo-bjergkæden, der beskytter byen mod det hårde kontinentale klima, og har med sine milde vintre og lange og varme somre en frodig middelhavsvegetation. Makarska har mere end 2.750 soltimer om året med en lufttemperatur på mere end 20° C fra juni til september, og dets krystalklare hav har en temperatur over 20° C fra juni til oktober. Makarska har altid været kendt for sin sand- og stenstrand, der er næsten 2 km lang. Og langs promenaden med de smukke fyrretræer lokker utallige caféer og restauranter med lækre lokale specialiteter, og der er masser af underholdning for både børn og voksne.

Øen Brač ligger kun 30 minutter væk med båd fra Makarska. Færgen lægger til i den lille hyggelige havneby Sumartin, hvorfra I kan opsøge øens mange aktivitetsmuligheder. Og kan I lide paragliding, kan I køre til den højeste bjergtop, Vidova gora og nyde en faldskærmtur. Den lokale befolkning bruger skråningerne af Vidova gora til kvægavl, og I kan prøve det berømte Brač-lam i den traditionelle lokale ret 'Vitalac'. En billet koster ca. 120 kr. for bilen og 25 kr. pr. person.

Syd for Makarska ligger Podgora der lokker med rigtig sydlandsk stemning. Det er en livlig by med dejlige badestrande med turkisblåt vand, og om aftenen er her fantastisk charmerende med mange restauranter og en livlig stemning, ikke mindst langs strandpromenaden. Den oprindelige fiskerby finder I lidt oppe af skråningen. Typisk for byen er de hvide mure med kalksten fra Brač, der anvendes overalt til bygninger og brolægning

Fra Drvenik syd for Podgora kan I tage en sejltur til Sucuraj på øen Hvar. Det er en rigtig hyggelig by på en ø lige ud for kysten, og I kan nemt bruge en halv dag derovre og spise frokost og gå lidt rundt. Det er en super fin oplevelse. Turen koster ca. 110 kr. for bilen og 15 kr. pr. person.

Overnatning i Makarska

Makarska - Dubrovnik (159 km)

Fra Makarska fortsætter I videre sydpå ad Makarska Riviera, der fortsætter indtil byen Bacina ca. 60 km syd for Makarska. Denne vidunderlige tur, der er en af verdens smukkeste kyststrækninger er lige så langsommelig som den er smuk, med krøllede veje, små charmerende landsbyer og hemmelige laguner. Undervejs er det muligt at besøge vingårde, naturligvis med tilhørende smagsprøver. Og fra boder langs vejen sælges lokal honning og frugt.

Selv om turen ikke er mange kilometer, kan den tage lang tid, da I undervejs bør stoppe i nogle af de små hyggelige kystbyer, smage lokale vine og olivenolie, fotografere og måske snuppe en dukkert et par gange i det lokkende varme turkisgrønne Adriaterhav. Undervejs kommer I over den imponerende Peljeski-broen som siden 2022 har gjort at man kan køre hele vejen til Dubrovnik uden at skulle krydse ind i Bosnien-Hercegovina.

Et godt sted at slutte dagen er på den spektakulære Stradun, også kendt i Dubrovnik som Placa. Det er et sted, hvor både lokale og besøgende samles dag og nat for at se verden passere forbi. Gaden er kun 300 meter lang og berømt for sin hvide kalkstenbelægning, der stammer fra 1468, skønt mange af de omkringliggende bygninger blev bygget i det 17. århundrede efter det ødelæggende jordskælv i 1667, hvor det meste af Dubrovnik blev stærkt beskadiget. Stradun er uden tvivl en af ​​Europas mest maleriske gågader og lokker med mange caféer og restauranter.

Overnatning i Dubrovnik

Dubrovnik

Der er mange smukke steder i verden, men i Dubrovnik hævder befolkningen, at deres by er den smukkeste. Det lune middelhavsklima, den smukke blå himmel, det smaragdgrønne og mørkeblå krystalklare hav, der skyller ind mod klippekysterne og de utallige bugter og skønne strande skaber alt sammen den perfekte ramme om et pragtfuldt besøg i Dubrovnik. Måske er det derfor byen kaldes 'Adriaterhavets Perle'. Byen Dubrovnik, hvis historie går flere tusinde år tilbage, er på UNESCO's Verdensarvsliste.

En af de meste besøgte seværdigheder i Dubrovnik, er de gamle bymure, der er ca. tusind år gamle og visse steder op til seks meter høje og seks meter brede. Den samlede længde er ca. to km og er perfekt til en vandretur med flere skønne udsigter over Adriaterhavet og ind over byens gamle centrum. Muren er blevet endnu mere berømt efter dens optræden i tv-serien Game of Thrones. Muren er åben daglig mellem kl. 8 og 19 (med visse sæsonudsving) og det er ikke gratis at gå på muren. En voksen billet koster ca. 200 kr. 

Hovedindgangen til den gamle by er den travle Pile-port (navnet stammer fra det græske ord pylaj, der betyder port), bygget i det 15. århundrede. Porten havde oprindeligt en vindebro, der før blev trukket op om natten for at forhindre uvelkomne gæster i at komme ind i byen. Vindebroen blev erstattet af en stenbro for længe siden, så i dag fører den smukke stenbro hen over den lille, gamle voldgrav indtil den gamle bydel og ned ad trapperne til Stradun, byens hovedpromenade.

Bare få skridt væk fra Stradun i en af ​​sidegaderne ligger War Photo Limited, et fascinerende fotografimuseum, der viser billeder fra de utallige væbnede konflikter, som menneskeheden har rodet sig ud i!

Vigtig er også Dubrovnik Katedral, der stammer fra det 6. århundrede, men blev voldsomt ødelagt af jordskælv i 1667, men blev genopbygget over de næste 30 år. Katedralen er kendt for sine tre midtergange, tre korbuer og pragtfulde udsmykning og er et højdepunkt af italiensk og dalmatisk kunst fra det 16. til det 18. århundrede. Et 'must see' er katedralens skatkammer med sine mange vigtige relikvier, den mest berømte er en del af korset, som Jesus menes at være blevet korsfæstet på. Andre berømte relikvier inkluderer hoved, ben og arm fra St. Blaise, byens skytshelgen, der stammer fra det 13. århundrede, samt en pragtfuld udstilling af en masse guld- og sølvrelikvier fra hele verden.

Overnatning i Dubrovnik

Dubrovnik

Start evt. dagen med en tur op i bjergene med svævebanen. Dubrovnik-kabelbanen suser besøgende højt over den gamle bydel, op ad Srd-bakken, hvor udsigten kun bliver bedre og bedre, jo højere I kommer. På klare dage siges det man kan se op til 60 km væk. Turen varer under 10 minutter, og når I først er 'landet' på toppen, kan I frit udforske området. En returbillet til voksne koster ca. 170 kr. 

Og netop på grund af sigtbarheden byggede man den kejserlige fæstning heroppe i det 19. århundrede. Fæstningen blev bygget af franskmændene under deres besættelse af regionen og huser nu en fascinerende udstilling om krigen 1991-1995. Der er også en restaurant med en spektakulær udsigt over den gamle bydel.

Vel nede igen kan I hoppe ombord på den korte færge til denne fascinerende ø Lokrum, der ligger blot 600 meter fra Dubrovnik og som absolut er et besøg værd. Ud over den fantastiske udsigt ind mod Dubrovniks gamle bydel, er der et par interessante attraktioner, som er værd at udforske. Gå først til Fort Royal Castle, en befæstning konstrueret af Napoleons tropper for at forsvare havnebyen. Det er en let stigning, og udsigterne i alle retninger er spektakulære.
Andre interessante seværdigheder på denne lille ø inkluderer en lille saltvands-sø kendt som det Døde Hav, et populært sted for selfies og dykning, et gammelt benediktinerkloster, der stammer tilbage fra det 11. århundrede, og som nu huser et museum om øen. Endelig er der en restaurant samt en dejlig botanisk have, der er hjemsted for omkring 200 planterarter.

Færgen fra Dubrovnik (Old Town Port) til Lokrum (Portoc Bay) koster ca. 150 kr. retur og inkluderer adgangsbillet.
I kan også besøge øen med havkajak, som let kan lejes på fastlandet.

Hvis I er en Game of Thrones-fan, kan I købe en "Game of Thrones Walking Tour" i Dubrovnik, en sjov måde at opleve nogle af Dubrovniks største historiske seværdigheder, der også vises i den berømte tv-serie. Den tre timers guidede vandretur inkluderer en guide og entre til Dubrovniks bymure og Lovrijenac fæstningen. En guidet tur koster fra ca. 460 kr.

Overnatning i Dubrovnik

Hjemrejse fra Dubrovnik

Prisen og ruten på dette forslaget lægger op til at man flyver hjem fra Dubrovnik.

I kan også vælge at køre t/r i egen bil. I skal i såfald være opmærksomme på at der betales motorvejsafgift i Kroatien. Fra Ravca til Rijeke ca. 200 kr. Fra Ravca til Split ca. 150 kr. Vedrørende motorvejsmærkater til Slovenien, Østrig og eventuelt Tjekkiet: Se mere på FDMs hjemmeside.

Forlæng eventuelt ferien i den ene eller andre enden med en dejlig badeferie i f.eks Istrien eller måske et cruise i den kroatiske skærgård. Spørg os, vi skræffersyer ferien lige efter jeres ønsker..

Kort

Vis på kort

Galleri

Priser

Fra 9.831 kr.

Prisen inkluderer

  • Flybillet Kastrup - Split // Dubrovnik - Kastrup
  • 8 overnatninger i dobbeltværelse
  • Morgenmad på de fleste hoteller
  • 9 dages billeje gruppe A

Prisen inkluderer ikke

  • Afbestillings- & rejseforsikring
     

Om prisen 2021 2021

Priserne er angivet i forsommeren, hvor der både er god kapacitet, hvor der ikke er alt for mange turister og hvor temperaturen ikke er på sit højeste.

OBS: Turen sælges også uden fly & billeje. Spørg FDM Travel.

Ekstra oplevelser

I kan også køre ruten omvendt, forlænge opholdet med nogle ekstra dage i fx Dubrovnik eller Split eller måske forlænge opholdet med en badeferie eller et lille cruise i den kroatiske skærgård.

Vi kan tilpasse kør-selv-forslaget efter jeres ønsker, så I selv er med til at skabe jeres personlige drømmerejse.

Få et tilbud

Vi glæder os til at skabe din drømmerejse

  • Bestil trygt - Vi er ejet af Danmarks største forbrugerorganisation
  • Personlig rådgivning fra vores dedikerede rejsespecialister
  • 6 x vinder af Danmarks Bedste Ferierejsebureau

X

Gammel Havn 1
9000 Aalborg
Danmark

mail 70116011
X

Sønder Allé 6, 1. sal
8000 Aarhus
Danmark

mail 70116011
X

Firskovvej 32
2800 Kgs. Lyngby
Danmark

mail 70116011
X

Gl. Kongevej 19
1610 København V
Danmark

mail 70116011
X

Firskovvej 32
2800 Kongens Lyngby
Danmark

mail 70116011
X

Kongensgade 9, 1 etage
5000 Odense
Danmark

mail 70116011
X

Dæmningen 47
7100 Vejle
Danmark

mail 70116011