Occitanie - det ukendte Sydfrankrig for livsnydere
10 dage Fra 13.814 kr.
Er du på kør-selv-ferie gennem Occitanie i det sydvestlige Frankrig, kan vi anbefale du stopper i den billedskønne by, Rocamadour. Det er en smuk middelalderby, der klamrer sig til klippesiden i Alzou-dalen. Du kan ikke andet end at være imponeret over, hvordan de for mange hundrede år siden, har formået at bygge denne smukke by op af de stejle klipper, uden nutidens hjælpemidler. Du føler sig hensat til en svunden tid, i det øjeblik du træder ind i byens gamle gader. Her er ingen biler, hvilket giver en dejlig ro, og du kan næsten forestille dig, hvordan det har været at spadsere igennem byens gader for flere hundrede år siden, da byen ikke har ændret sig meget siden.
Der er mange små butikker, som sælger de lokale varer. Der er alt fra hjemmelavede smykker til flettede kurve, og selvfølgelig de lokale delikatesser, som fransk nougat, ost, vin og oliven. Der er også flere gode spisesteder, hvor du kan spise et godt måltid, mens du nyder den smukke og dramatiske udsigt over dalen og floden Dordogne. Hvis du har tiden til det, bør du opleve Rocamadour ved aftenstid, når de snævre gader oplyses af gadelygter - så udstråler Rocamadour en åndelig fred, der er en pilgrimsby værdig.
Helt tilbage i 1078 blev byen omtalt af pave Gregor VII, som et af kristendommens vigtigste byer på linje med Jerusalem, Rom og Compostela. Efter utallige religionskrige mellem protestanter og katolikker, blev der i 1500-tallet sat ild til Rocamadour, der herefter sygnede hen og først blev genopbygget i 1800-tallet af den katolske kirke for at vække Maria-kultens første hovedstad til live. 2013 blev udnævnt til jubilæumsåret, for 1000 års pilgrimsfærd til kapellet for Jomfru Maria og i dag er Rocamadour ofte nævnt, som en af Frankrigs største seværdigheder.
Rocamadour er et Frankrigs få steder, hvor katolikkerne samles om en såkaldt sort Jomfru Maria. Der er blot 450-500 sorte jomfruer i Europa, hvoraf den i Rocamadour er en groft udskåret træfigur i mørkt nøddetræ fra 1100-tallet.
Tip: Rocamadour er kendt for den lokale gedeost – nyd den på et stykke ristet toast med lidt honning eller safran sirup - hmmm.
Gør som 200.000 andre og tilmeld dig vores nyhedsbrev, hvor du modtager rejseinspiration og gode råd.